Klagenævnet for Specialundervisning

DH - Indstillinger til Råd og Nævn Publiceret 30. april 2024
Ansøgningsfrist 21. maj 2024

Der er blevet en ledig stedfortræderplads i Klagenævnet for Specialundervisning. I henhold til Ligestillingslovens § 12, stk. 2, skal der være en ligelig fordeling af kvinder og mænd, og da den ledige stedfortræderplads tidligere blev varetaget af en kvinde, er det således en kvinde, der skal træde ind på den ledige plads.

Klagenævnet for Specialundervisning tager sig af klagesager over: 

- Specialundervisning i folkeskolen. Det gælder elever, der har behov for undervisning i specialskole eller specialklasse, samt elever med behov for støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt i almenklassen.

- Afslag på særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

- Kvaliteten af særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse.

- Klager over regionale specialpædagogiske tilbud til førskolebørn.

- Retlige forhold vedrørende kompenserende specialundervisning for voksne.

- Desuden bidrager nævnet med overvejelser og synspunkter til Klagenævnets årlige rapport. 

Hovedparten af de sager, som nævnet behandler, vedrører børn og unge, der har behov for specialundervisning i folkeskolen eller et tilbud om STU på grund af autisme, ADHD, dysleksi, epilepsi, cerebral parese eller multiple funktionsnedsættelser.

Klagenævnets formand er dommer og direkte udpeget af undervisningsministeren. Desuden sidder der to repræsentanter for KL og to repræsentanter for DH.

Alle nævnets medlemmer har stedfortrædere, der møder, når de faste medlemmer ikke kan. Medlemmerne er udpeget for en fire-årig periode, og denne udpegningsperiode startede den 1. januar 2023 og løber til 31. december 2026. 

Klagenævnet holder ca. 12 møder fordelt hen over året, dog lidt hyppigere i maj og juni, hvor der er ekstra mange klagesager over skoleplaceringen i næste skoleår. Møderne er almindeligvis af ca. 4-5 timers varighed, dog er der enkelte heldagsmøder. DH-repræsentanterne skal regne med, at der er et stort forberedelsesarbejde af sager op til møderne. De udpegede medlemmer fra DH modtager et honorar pr. møde, de deltager i.

Ud over møderne i nævnet må DH’s medlemmer og stedfortrædere påregne et årligt møde for at koordinere DH-indsatsen. Her deltager DH’s uddannelsespolitiske konsulent. Desuden diskuterer DH’s repræsentanter, stedfortrædere og uddannelsespolitiske konsulent løbende indsatsen i Klagenævnet - dette sker fortrinsvist pr. mail. Det er væsentligt, at alle DH’s repræsentanter deltager aktivt i dette.

Medlemsorganisationerne bedes indstille personer, der kan repræsentere DH i Klagenævnet og deltage i det øvrige arbejde. Det er væsentligt, at de indstillede personer har et kendskab til de forskellige handicap samt viden om folkeskolens specialundervisning, særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse samt voksenspecialundervisning.

Læs mere om Klagenævnet for Specialundervisning på https://ast.dk/naevn/klagenaevnet-for-specialundervisning/klagenaevnet-for-specialundervisning, hvor blandt andet årsrapporten over Klagenævnets virke i 2023 er at finde.

Tip en venAndre stillinger