MEDLEMSKONSULENT TIL NORD- OG MIDTJYLLAND

Medlemsservice, ITD

Vil du gøre en forskel for transportvirksomheder i Nord- og Midtjylland og hjælpe vognmænd med at navigere i en branche fyldt med regler, krav og praktiske udfordringer? Og har du solid faglig indsigt i transportbranchen og lyst til at dele ud af din viden? Så kan du meget vel være den medlemskonsulent, vi leder efter.

Hos ITD søger vi en engageret og fagligt stærk medlemskonsulent til Nord- og Midtjylland. Her bliver du en vigtig sparringspartner for vores medlemmer og hjælper dem med at omsætte regler og krav til løsninger. Samtidig er du med til at styrke relationen mellem ITD og transportvirksomhederne i regionen gennem rådgivning, virksomhedsbesøg og dialog.

OM STILLINGEN 

Som medlemskonsulent hos ITD bliver din vigtigste opgave at rådgive og understøtte vores medlemmer i Nord- og Midtjylland. 

Du bliver ITD’s lokale ansigt i regionen og fungerer som et vigtigt bindeled mellem transportvirksomhederne og ITD. Det betyder, at du både er ude hos virksomhederne, har dialog med medlemmerne og samarbejder med kolleger og eksterne samarbejdspartnere.

Din hverdag vil være varieret. Nogle dage er du på virksomhedsbesøg hos medlemmer, andre dage rådgiver du telefonisk eller deltager i medlemsmøder og arrangementer.

DINE PRIMÆRE ARBEJDSOPGAVER

Som medlemskonsulent vil dine opgaver blandt andet være at:

  • rådgive ITD’s medlemmer i Nordjylland om lovgivning og praksis inden for vejgodstransport
  • varetage medlemskontakt gennem virksomhedsbesøg og løbende dialog
  • hjælpe medlemmer med spørgsmål om transportregler og branchekrav
  • formidle ny viden og ændringer i lovgivning til medlemmerne
  • bidrage til arrangementer, medlemsmøder og informationsaktiviteter i regionen
  • samarbejde med ITD’s øvrige faglige specialister og afdelinger
  • være med til at identificere medlemmernes behov og sikre, at ITD fortsat leverer relevant rådgivning og service.

 OM DIG

Vi søger en kandidat med solid faglig indsigt i transportbranchen og en god forståelse for de regler og rammevilkår, transportvirksomheder arbejder under. Vi ser også meget gerne, at dette er kombineret med praktisk erfaring.

Din baggrund kan eksempelvis være fra en transportvirksomhed, en brancheorganisation, en rådgivningsfunktion eller en offentlig myndighed. Det kan også være, at du har erfaring fra en teknisk eller driftsmæssig funktion i transportsektoren. Du kan have en teknisk, logistisk eller transportfaglig uddannelse, men praktisk erfaring fra branchen vægtes højt.

Vi forventer, at du har viden inden for flere af følgende områder:

  • Farligt gods (ADR)
  • Transport af fødevarer
  • Transport af affald
  • Animalske biprodukter (ABP)
  • Dyretransport 
  • Køretøjsteknik
  • Klima- og energisyn i transportsektoren.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har gode samarbejds- og kommunikationsevner
  • trives med medlemskontakt og relationsopbygning
  • arbejder selvstændigt og struktureret
  • kan formidle kompleks viden på en forståelig måde
  • er løsningsorienteret og motiveres af at hjælpe og rådgive virksomheder.

Stillingen indebærer virksomhedsbesøg i Nordjylland, og du skal derfor være indstillet på en del kørsel i regionen.

ARBEJDSSTED

Stillingen er baseret i Nordjylland, og det er en forudsætning, at du kan arbejde hjemmefra, så du nemt kan komme ud til medlemmerne i regionen. Derfor forestiller vi os også, at du er bosat i det nordlige Jylland, gerne nord for hovedvej 15 mellem Ringkøbing og Aarhus. ITD’s hovedkontor ligger i Padborg, men du er naturligvis altid velkommen på kontoret i Padborg, hvor størstedelen af dine kolleger sidder.

HAR DU SPØRGSMÅL?

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte chef for medlemsservice Dennis Hartung på telefon 6020 8811.

SEND OS DIN ANSØGNING

Upload din ansøgning og dit CV snarest muligt og senest d 6.4.2026. Vi holder samtaler løbende. 

Tip en ven

Publiceret12. marts 2026

AnsøgningsfristHurtigst muligt

KontaktChef for Medlemsservice Dennis Hartungdha@itd.dk6020 8811

Arbejdsstedets adresseHjemmearbejdsplads