Administrativ koordinator søges til RehabiliteringsCenter for Muskelsvind
Som administrativ koordinator ved RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM) spiller du en vigtig rolle i at understøtte RCFM’s drift. Du bliver en del af et team på fire koordinatorer, som sammen med en administrativ specialist og administrationslederen udgør RCFM’s administration.
Som koordinator har du en planlæggende og understøttende funktion i udførelsen af RCFM’s kerneopgaver. Dit administrative arbejde er med til at sikre, at personer med muskelsvind får den rette højtspecialiserede rehabilitering.
Dit arbejde som koordinator forudsætter, at du kan arbejde selvstændigt. Vi forventer, at du tager initiativ, byder ind på opgaverne og tager aktiv del i samarbejdet med dit team og RCFM’s øvrige medarbejdere. Du skal som person sætte en ære i at arbejde grundigt og struktureret i udførslen af de administrative opgaver. Samtidig skal du være serviceminded i kontakten med RCFM’s konsulenter, patienter og eksterne samarbejdspartnere. I administrationen har vi en professionel omgangstone, men vi vægter en god stemning og humor i dagligdagen.
Dine arbejdsopgaver som koordinator vil primært bestå af:
- telefonisk kontakt med personer med muskelsvind, pårørende og eksterne fagpersoner
- deltagelse ved visitationsmøder
- koordinering af venteliste
- koordinering af tværfaglige møder med eksterne fagpersoner for RCFM’s konsulenter
- korrekturlæsning og udsendelse af skriftligt konsulentarbejde
- journalisering og dokumenthåndtering
- behandlingsregistrering i journalsystem
- superbruger på it/journalsystem
- ad hoc kontorarbejde
Vi arbejder primært i Novax journalsystem og Microsoft Office-programmer. Det er en fordel, hvis du har en naturlig interesse for it og mod på at deltage i udviklingen af vores it-systemer samt optimere vores brug it-systemerne.
Vi forventer, at du:
- har en kontoruddannelse, er administrationsbachelor eller lægesekretær
- har indlevelsesevne og situationsfornemmelse i kontakten med andre mennesker og kan håndtere svære samtaler
- kan formulere dig på korrekt dansk både mundtligt og skriftligt samt læse korrektur
- er erfaren bruger af Microsoft Office-programmer og hurtig til at tilegne dig nye it-kompetencer
- arbejder struktureret og med grundighed i opgaveløsningen
- kan skabe overblik samt selvstændigt organisere og prioritere dine arbejdsopgaver
- har gode samarbejdsevner, er imødekommende og bidrager til et godt teamsamarbejde
- kan arbejde med mange bolde i luften samt i et miljø, hvor der til tider er travlt
- kan veksle mellem selvstændige opgaver og opgaver, som forudsætter samarbejde på tværs af fagligheder
- har lyst til at lære om muskelsvind og rehabilitering
Fakta om stillingen:
- 37-timers stilling. Der kan i forbindelse med medarbejderdage forekomme enkelte arbejdsdage med overnatning.
- Arbejdssted: Kongsvang Allé 23, 8000 Aarhus C
- Løn efter kvalifikationer svarende til HK’s regionale overenskomst
- Tiltrædelse hurtigst muligt, dog senest 1. juni 2023
Ansøgning:
- Ansøgningsfrist: 10. april 2023
- Ansættelsessamtaler: 1. samtale afholdes d. 17. april 2023. 2. samtale afholdes d. 21. april 2023. Der laves personlighedstest mellem 1. og 2. samtale.
- Ansøgning inkl. CV skal være skriftlig og der ansøges via knappen i toppen eller i bunden.
- For yderligere oplysninger om stillingen kan du frem til 29. marts 2023 kontakte administrationsleder Nicolai Blom Pedersen på tlf.: 2265 2412 eller mail: nipe@rcfm.dk. Efter 29. marts 2023 kan koordinator Heidi Gade kontaktes på mail: hega@rcfm.dk eller tlf.: 2265 2432.
RehabiliteringsCenter for Muskelsvind er et specialiseret hospital, der støtter sundheds- og socialvæsenet med højt specialiseret viden og rådgivning om rehabilitering af personer med sjældne neuromuskulære sygdomme.
RCFM har afdelinger i Aarhus og Høje Taastrup. Der er ansat fysioterapeuter, ergoterapeuter, sygeplejersker, psykologer, læger, socialrådgivere, forskere, kommunikationsmedarbejder og koordinatorer. Alle arbejder tværfagligt og i varierende teams afhængigt af den konkrete opgave.
For yderligere oplysninger om RCFM: www.rcfm.dk
Tip en venAndre stillinger