Besidder du gode menneskelige egenskaber, stærke faglige kompetencer og trives med 24-timers vagter? Så vil vi gerne høre fra dig snarest. Har du en uddannelse som socialrådgiver, SSA, ergoterapeut eller lign. så søg også gerne stillingen.
Vi åbner snart en ny plads i vores botilbud med 1/1 og søger derfor dygtige medarbejdere til at supplere vores allerede kompetente team. Hvis du brænder for at gøre en forskel for mennesker med komplekse psykiske vanskeligheder og sociale problemstillinger, så læs videre.
Om jobbet
Trancit Botilbud varetager komplekse sociale indsatser på vegne af landets kommuner. Vi arbejder ud fra LA2-metoden, som bygger på rogivende pædagogik, Low Arousal og recovery-orienteret tænkning. Metoden har fokus på at reducere stress, minimere affektudbrud og sikre en oplevelse af selvkontrol for borgeren gennem strukturerede trivsels-, trygheds- og læringsplaner.
Målgruppen består af borgere, der kan udvise udadreagerende, selvstimulerende eller selvskadende adfærd. Din opgave bliver at understøtte deres trivsel ved at forebygge oplevelsen af overkrav, skabe rogivende rammer og udvikle mestringsstrategier.
Som pædagog vil du primært arbejde i borgerens hjem med henblik på at styrke borgerens forudsætninger for en meningsfuld og selvstændig livsførelse. Grundet kompleksiteten i borgerens adfærd kan der være to medarbejdere på opgaven ad gangen. Det er derfor afgørende, at du både kan arbejde selvstændigt og bidrage til teamets fælles faglige tilgang.
Vi søger en kollega, der:
- Arbejder selvstændigt, ansvarsbevidst og løsningsorienteret, samtidig med at du bidrager til det fælles teamarbejde.
- Møder andre mennesker med anerkendelse og respekt samt besidder stærke kommunikative og relationelle kompetencer.
- Har en god portion tålmodighed, er lyttende og tillidsvækkende.
- Er indstillet på at arbejde intensivt med borgere med komplekse behov og kan navigere reflekteret under vanskelige forhold.
- Har kørekort til almindelig bil.
Erfaring er et plus, men ikke et krav:
- Erfaring med LA2-metoden og arbejdet med tryghedsplaner, trivselsplaner og læringsplaner.
- Erfaring med målgruppen af borgere med psykiske vanskeligheder og/eller særlige sociale problemstillinger.
Vi tilbyder:
- En stilling hvor du har fuld fokus på én borger
- Fast ansættelse
- Engagerede kolleger
- Løbende supervision med ekstern erhvervspsykolog
- En humørfyldt, mangfoldig og uformel arbejdsplads, hvor der er "højt til loftet"
- Et meningsfuldt og udfordrende arbejde, hvor vi tænker i løsninger og muligheder
- En omskiftelig hverdag med stor grad af tillid og indflydelse under ansvar
- Individuelt tilpasset pensionsordning
- Sundhedsforsikring
Løn- og ansættelsesvilkår:
Løn og ansættelse sker efter individuel aftale. Vi ønsker opstart snarest muligt, og indsendte ansøgninger behandles løbende.
Yderligere oplysninger:
Hvis du vil høre mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte daglig leder Jes Dalsgaard på jes.d@trancit.dk eller telefon 40 23 95 91.
Tip en venAndre stillinger