Brænder du for god kundeservice, og drømmer du om at arbejde med professionelle værktøjer inden for VVS- og industrisegmentet? Vil du være en del af en stærk virksomhedskultur i et mindre team og samtidig være en holdspiller i en international kundeserviceorganisation? Så har du nu muligheden hos RIDGID Scandinavia A/S.
Om jobbet
Vi søger en engageret og serviceminded kundeservicemedarbejder, der kan styrke og understøtte RIDGIDs salgsaktiviteter på tværs af Skandinavien.
Som kundeservicemedarbejder vil din base være på virksomhedens salgskontor i Karlslunde, tæt ved København. Her bliver du en vigtig del af det skandinaviske team, som består af 10 medarbejdere, hvoraf 6 er placeret i Danmark. På kontoret i Karlslunde vil du samarbejde med 3 dygtige og dedikerede kollegaer, der supporterer både den eksterne salgsorganisation og kunder i Skandinavien.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:
- rådgivning og support til kunder via telefon og mail
- udarbejdelse af tilbud, håndtering af ordrer og rådgivning om leveringstider mv.
- salgsrapportering samt opdatering og vedligeholdelse af produkt- og stamdata i både interne og eksterne systemer
- administrativ support til det skandinaviske salgsteam
- diverse ad hoc-opgaver relateret til rollen.
Du får hermed en central opgave i at sikre en høj kundetilfredshed og en effektiv support til både kunder og salgsorganisationen.
Om RIDGID og Emerson-koncernen
RIDGID er en del af den globale Emerson-koncern, der har hovedsæde i St. Louis, Missouri (USA). Emerson skaber innovative løsninger til kunder på markeder inden for industri, handel og byggeri og producerer en bred portefølje af pålideligt og professionelt værktøj og teknologi til virksomheder, der arbejder i brancher relateret til det mekaniske, elektriske samt VVS. Med ekspertise fra RIDGID, Greenlee og Klauke leverer Emerson produkter, som yder driftssikkerhed til selv de mest krævende industrielle udfordringer.
Emerson-koncernen har forpligtet sig til at fremme en kultur, hvor hver enkelt medarbejder værdsættes og respekteres. Virksomheden fremmer diversitet og inklusion gennem et miljø, der understøtter idéudveksling, innovation og optimale løsninger til kunderne. Emerson støtter flere medarbejderledede ressourcegrupper, der skaber en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads og bidrager til medarbejdernes faglige udvikling og karrieremuligheder. Denne tilgang er dybt forankret i Emersons værdier og afspejler et ansvar for at efterlade en positiv indvirkning på verden.
Læs mere om RIDGID her og om Emerson her.
Din profil og kvalifikationer
Du er serviceminded, detaljeorienteret, struktureret, omhyggelig og ansvarsbevidst. Derudover matcher du følgende:
- minimum 2 års erfaring inden for kundeservice, f.eks. som intern salgsmedarbejder eller i en lignende rolle
- proaktiv og med et stærkt kundeorienteret fokus
- gode kommunikationsevner på både dansk og engelsk, i skrift og tale - det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har kendskab til svensk, norsk eller finsk
- gode IT-færdigheder, herunder Excel
- stor erfaring med brugen af ERP-systemer.
Har du kendskab til værktøj og/eller maskiner, f.eks. fra håndværkerbutik, byggebranchen, industri eller lignende, er det en fordel, men ikke et krav.
RIDGID tilbyder
Du tilbydes ansættelse i en global og innovativ virksomhed, der har stor fokus på at skabe en arbejdsplads, hvor medarbejdere føler sig værdsatte, respekterede og har mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt.
Herudover tilbydes du:
- grundig oplæring og introduktion samt løbende faglig opdatering, der giver dig solid viden om RIDGIDs produktsortiment
- en spændende og varieret hverdag i et internationalt og dynamisk miljø, hvor forskellige kulturer mødes
- et lille, lokalt team med stærkt sammenhold og tætte relationer til dine kollegaer.
Kan du se mulighederne, og har du spørgsmål? Så lad os starte dialogen
Har du spørgsmål omkring jobbet og ansættelsesforhold, er du meget velkommen til at kontakte Tonny Lang, Lang Partners, pr. mail: tl@langpartners.dk eller pr. telefon 60 888 444.
Ansøgning - vi glæder os til at høre fra dig
Hvis dette job har vakt din interesse, så opfordrer vi dig til at uploade dit CV og evt. ansøgning via ANSØG-knappen. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Tip en venAndre stillinger