Der er gang i den i Odense. Og der er gang i den i Middelfart Sparekasse i Odense C. Vi har rygende travlt med at servicere vores nuværende kunder, og samtidig er vi så heldige, at mange nye kunder kommer til.
Vi søger derfor endnu en privatrådgiver. Din opgave bliver helt præcist at varetage privatengagementerne tilknyttet vores erhvervskunder. De fortjener rådgivning i samme karat som vores øvrige privatkunder, og derfor ønsker vi en privatrådgiver, der kan fokusere fuldt på disse kunder - i samarbejde med erhvervsrådgiverne, men hvor du har ansvaret for privatengagementet.
Du kan se frem til en fokuseret portefølje af kunder, som alle har et rådgivningsbehov inden for de klassiske discipliner som bolig, investering og pension.
Vores kunder er godt vant, så du skal være klar til at yde rådgivning af høj klasse - i tæt samspil med vores specialister inden for bl.a. investering og pension. Du skal også være klar på at række ud til kunderne, når de ikke venter det - vi tror på, at der er stor værdi i de kontakter, kunderne ikke havde ventet.
Tæt samarbejde mellem privat- og erhvervsrådgiverne
Afdelingen i Dannebrogsgade rummer i dag 12 privatrådgivere, hvoraf to arbejder med den private del af erhvervskunderne. I samme hus finder du også vores erhvervscenter, som består af 19 kolleger.
Blev en del af en stærk arbejdsplads
I hele Sparekassen er vi ca. 600 kolleger og over 130.000 kunder. Vi har et stærkt image, faktisk det bedste i sektoren blandt både kunder og medarbejdere. Det vil vi fastholde, så du kommer til en arbejdsplads, der har et stort fokus på både faglig og personlig udvikling.
Vi hylder fællesskabet og sammenholdet, men her er også plads til at fejre det, når individualisten dribler løs. Én ting ligger fast. Vi arbejder altid ud fra Sparekassens princip om at være "Til fælles bedste". En god forretning er til gavn for både kunden og Sparekassen, og vi sørger for at dele vores overskud med lokalsamfundet.
Hvis du har lyst til at blive en del af holdet i Odense C, kan du søge jobbet her. Søg gerne så hurtigt som muligt. Vi indkalder løbende kandidater til samtale og ansætter, når vi har fundet den/de rigtige.
Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Thomas Bo Jørgensen på 27900536 eller HR-chef Michael Hedemann på 61940600.
Tip en venAndre stillinger