Content Manager, Praktikant

Indsamlingsafdelingen, Muskelsvindfonden

Content Manager på Cirkus Summarum eller Grøn 

Har du et spirende talent for kommunikation, styr på de sociale medier, ved du, hvad der spiller på en hjemmeside og skriver du som en drøm? Elsker du at udvikle, planlægge og eksekvere kommunikationsopgaver? Så er en praktikplads i Muskelsvindfondens indsamlingsafdeling en perfekt mulighed.  

Hvad har vi gang i? 

Muskelsvindfonden er en medlemsforening med ca. 3000 medlemmer, 1400 aktive frivillige og ca. 70 ansatte beliggende i Aarhus. Vi arbejder for at forbedre levevilkårene for mennesker med muskelsvind og deres familier. Vores primære økonomiske grundlag består af overskuddet fra Grøn og Cirkus Summarum. Vi lever og ånder for at samle penge ind til Muskelsvindfonden og for vores vision om at skabe plads til forskelle overalt, og vi bruger gerne vores eventplatforme som afsæt for budskabskommunikation. 

Hvilke opgaver kan du forvente? 

Vi søger to dygtige, kreative og ansvarsfulde Content Managers - én til Grøn og én til Cirkus Summarum - der skal sikre, at vores publikummer får den bedst mulige oplevelse med vores kommunikationsplatforme. Opgaverne omfatter bl.a.: 

  • At deltage i og lede redaktionsmøder med resten af kommunikationsholdet. Her udvikler vi sammen idéer til indhold på alle vores kommunikationsplatforme 
  • Løbende opdatering af hjemmeside, sociale medier og nyhedsbreve og efterfølgende evaluering af kommunikationen på disse platforme 
  • Foto- og videoproduktion til sociale medier 
  • Kundeservice 
  • Annoncering på sociale medier 
  • Koordinering af mindre events og projekter fra idé- og konceptudvikling til afvikling og evaluering. 
  • Nøgleperson på kommunikationsholdet, når vi afvikler Cirkus Summarum eller Grøn.  

Vi tilrettelægger praktikforløbet i samarbejde med dig som praktikant, så det både rummer de opgaver, vi forventer bliver løst, men også giver dig muligheden for at arbejde med lige præcis det, som du synes er spændende og gerne vil udvikle dig indenfor. Foruden de faglige kompetencer, som du hos os udvikler under dit praktikophold, får du også et unikt indblik i alt fra udvikling, planlægning og afvikling af nogle af de største events i Danmark.  

Hvad skal du kunne? 

Vi drømmer om, at du: 

  • interesserer dig for oplevelser og events 
  • er engageret og kan lide at arbejde hurtigt 
  • kan arbejde selvstændigt og ikke er bange for at påtage dig et ansvar 
  • kan lide at have gang i en masse opgaver samtidig 
  • kan forvalte din egen arbejdstid og -indsats  
  • kan gå forrest og sætter en ære i at få løst udfordringer, der opstår hen ad vejen 
  • sætter en ære i at arbejde for, at mennesker med muskelsvind får bedre vilkår 
  • har en brændende passion for kommunikation og medier 
  • læser kommunikation, medievidenskab, informationsvidenskab, multimediedesigner eller noget helt andet, der kan berige opgaverne 

Hvornår er praktikopholdet? 

Afhængigt af din uddannelse er vi fleksible, men ønsker som udgangspunkt opstart midt februar og afslutning midt i august. Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer om ugen (flere timer i højsæson og færre i lavsæson), og vi forventer, at du tager med på et af arrangementerne til sommer. På Grøn plejer man at være af sted i 2 uger (uge 29+30), mens man på Cirkus Summarum plejer at være af sted i 4-6 uger (uge 25-32), med en ferie/pause halvvejs. 

Alt det praktiske

Det skal forventes, at der under hele praktikopholdet er 10% ad hoc-opgaver af diverse karakter. Under afvikling kan det være opgaver i forbindelse med opstilling, flytning og nedtagning af arrangementerne.  

Er du interesseret, så send en ansøgning senest den 8. oktober 2023. Du ansøger på linket herunder. Vi forventer at afholde samtaler den 12. oktober. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte marketingskoordinator og praktikvejleder Malene på tlf.: 2265 2485. 

 Såfremt du ikke er SU-berettiget under dit praktikophold, tilbyder vi løn svarende til SU. Derudover tilbyder vi gratis frokostordning. 

 Vi glæder os helt vildt meget til at høre fra dig.                  

Tip en venAndre stillinger

Publiceret11. september 2023

Ansøgningsfrist8. oktober 2023

KontaktGitte Valentingiso@muskelsvindfonden.dk89 48 22 22

Arbejdsstedets adresseKongsvang Allé 23, 8000 Aarhus C, DanmarkÅbn i Google Maps