Vi søger en ny kollega til vores team - og ja, vi kalder det kundeservice, selvom vi er et inkassofirma. For vores opgave er ikke bare at få penge ind til vores klienter, men også at hjælpe debitorer med at blive gældfri på en ordentlig og respektfuld måde.
Som vores nye kollega er du omgængelig, positiv og stabil. Du møder mennesker med et smil - også i telefonen - og du taler flydende dansk samt forståeligt engelsk. Branchekendskab er ikke et krav; vi skal nok lære dig de nødvendige fagudtryk.
Dine primære opgaver
Din vigtigste opgave bliver at besvare telefoniske henvendelser fra kunder, der har modtaget en henvendelse fra os om manglende betaling. Telefonen er åben alle hverdage kl. 9-15, så stillingen er på mellem 30 timer om ugen og fuld tid.
Du behøver ikke erfaring med inkasso for at lykkes i jobbet. Det vigtigste er, at du:
- kan lytte og forstå kundens situation
- svarer klart og tydeligt på spørgsmål
- er venlig, imødekommende og tålmodig
- formår at være myndig og empatisk på samme tid
- altid har fokus på at finde en løsning eller forklare kundens muligheder i sagsprocessen
Nogle samtaler kan være udfordrende i starten, men langt de fleste handler om at hjælpe kunden med at få overblik, betale gælden eller etablere en afdragsordning. Vi stræber altid efter løsninger, der giver mening for alle parter.
Hvem er vi?
Vi er et team på 7 fuldtidsansatte samt flere studentermedhjælpere. Vi holder til i Vejle øst for motorvejen med nem adgang til offentlig transport (buslinje 10) - og der er naturligvis gratis parkering lige ved døren.
Tip en venAndre stillinger