Brænder du for bæredygtighed og grøn omstilling? Vil du gerne udvikle dine kompetencer inden for ESG, VSME-rapportering, cirkulær økonomi, kommunikation og projektledelse i en virksomhed, der agerer lige midt i den grønne omstilling? Så er du måske vores nye praktikant i ARGOs bæredygtighedsteam.
Din praktikplads
I affalds- og energiselskabet ARGO arbejder vi målrettet for at fremme den grønne omstilling gennem bæredygtige affaldsløsninger og energiudnyttelse. I 2025 skal vi for første gang rapportere efter den europæiske VSME-standard, som er målrettet små og mellemstore virksomheder og organisationer.
Vi har netop gennemført en dobbelt væsentlighedsanalyse, der danner grundlag for vores videre arbejde med at udarbejde handleplaner, indsamle data og strukturere vores bæredygtighedsindsats. Til det arbejde søger vi én til to engagerede praktikanter, som vil være med til at sætte retning og skabe resultater.
Du bliver en del af et dedikeret team med en god blanding af selvstændighed og samarbejde. Du får grundig oplæring og sparring, og der er gode muligheder for at præge dine egne opgaver og få ansvar undervejs.
Dine opgaver
Dine kerneopgaver bliver at:
- Bidrage til udvikling og implementering af handleplaner med udgangspunkt i væsentlighedsanalyse og VSME-krav
- Indsamle, strukturere og kvalitetssikre data til brug i bæredygtighedsrapporteringen
- Støtte formidling og kommunikation af grønne tiltag til interne og eksterne interessenter
- Arbejde med cirkulær økonomi og affaldsløsninger - fx i relation til kommunernes klima- og ressourcetiltag
Din profil
Du er i gang med en relevant videregående uddannelse og har interesse og faglig viden om bæredygtighed. Du har måske kendskab til ESG, VSME, CSRD eller EU-taksonomien og har lyst til at lære mere. Du trives med både analytiske opgaver og formidling og kan tage ansvar og arbejde struktureret.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du skal kunne få merit for praktikperioden, da praktikken er ulønnet. Vi forestiller os, at du kan være her ca. 25-30 timer om ugen, men vi er fleksible i forhold til dit studie og eventuelt studiejob. Din arbejdsplads vil være i ARGOs administration på Håndværkervej 70, 4000 Roskilde - tæt på Trekroner Station.
Interesseret?
Vi vurderer ansøgninger løbende og ansætter gerne nogen i efteråret 2025. Send en motiveret ansøgning på maks. én side samt CV, hvor du fortæller, hvad du gerne vil have ud af praktikken, og hvilke fagområder du brænder mest for.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte bæredygtighedschef Niko Grünfeld på: ngr@argo.dk
Om ARGO
ARGO er et affalds- og energiselskab, der behandler affald for borgere og virksomheder i ni sjællandske kommuner. Vi arbejder efter prioriteringen: Genbrug før genanvendelse før energiudnyttelse før deponering. Mest muligt affald skal genbruges og genanvendes og energiudnyttelsen skal ske miljømæssigt forsvarligt og med størst muligt udbytte i form af el og fjernvarme. Vi er ca. 210 medarbejdere fordelt på forretningsområderne, genbrugspladser, genbrugsbutikker, kraftvarmeværk, deponi og administration. ARGO er miljø- og arbejdsmiljøcertificeret efter standarderne ISO 14.001 og ISO 45.001. I ARGO prioriterer vi arbejdsmiljøet højt, og har derfor et både trygt og udviklende arbejdsmiljø. Vi ønsker, at fremme diversitet i medarbejdersammensætningen på alle niveauer og opfordrer alle uanset køn, alder og etnisk baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Tip en venAndre stillinger