HR Partner

HRPubliceret 10. januar 2022
Ansøgningsfrist 8. februar 2022

3C RETAIL A/S er en ambitiøs vækstkoncern med mere end 300 medarbejdere og en årlig omsætning på 1,5 mia. kr. 3C RETAIL-koncernen omfatter bl.a. virksomhederne L’EASY, D|E|R Privat Finans, samt Thorn i Norge og Sverige.

 

HR Partner til 3C RETAIL A/S

 

Motiveres du af at arbejde selvstændigt med en bred palette af HR-opgaver?

Har du forretningsforståelse, og kan du lide at udvikle mennesker?

Trives du med et miks af administrative opgaver og projekter af mere udviklingsmæssig karakter?

 

Med reference til virksomhedens Koncern HR Chef bliver du en del af HR afdelingen, som består af 3 medarbejdere.

 

Som HR Partner får du ansvar for HR-værdikæden i de afdelinger, som du er tilknyttet. Du bliver en vigtig sparringspartner for de lokale ledere, der forventer, at du leverer rådgivning og support på et professionelt niveau. Du leverer support på hele rekrutteringsprocessen, driver udviklingsprocesser og varetager i tillæg hertil en række HR administrative opgaver.

 

Derudover skal du i samarbejde med det øvrige team kvalificere og bidrage til at udvikle virksomhedens HR-processer og medvirke i projektarbejde på tværs af koncernen. Dermed får du både adgang til sparring med kolleger på et højt fagligt niveau og mulighed for at udvikle din faglighed og kommercielle indsigt.

 

Arbejdsopgaver

Hverdagen i HR afdelingen er varieret, og arbejdsopgaverne er mangfoldige. Du kommer bl.a. til at beskæftige dig med:

 

  • Gennemførelse af rekrutteringsforløb fra start til slut.
  • Udvikling og afholdelse af workshops og facilitering af møder i afdelinger.
  • Bidrage til gennemførsel af forandringsprojekter i afdelinger.
  • Intern rådgiver i spørgsmål om ansættelsesforhold, personalepolitikker, personalejura m.m.
  • Sparring med afdelingsledere vedrørende personalesager.
  • Udarbejdelse af ansættelseskontrakter, diverse personalejuridiske dokumenter, brugeroprettelser, m.m.
  • Varetagelse af planlagte HR aktiviteter og projekter, samt styring af løbende HR processer - f.eks. MUS og trivselsmåling.
  • Diverse HR administrative opgaver - herunder opdatering af organisationsdiagrammer, vedligeholdelse af Personalehåndbog, vedligeholdelse af data i HR system, udtræk af lister m.m.

 

Derudover bliver du ansvarlig DSR (Datasikkerheds Repræsentant) for HR afdelingen og kommer til at arbejde aktivt med GDPR i HR øjemed.

 

 

 

Din baggrund

Der kan være flere veje ind i jobbet, men vi forestiller os, at du har en relevant teoretisk baggrund til at understøtte rollen som HR Partner gerne suppleret med et par års erfaring med at udvikle mennesker og organisationer. Du har erfaring med hele HR-processen - rekruttering, udvikling, afvikling - og er fortrolig med at anvende værktøjerne knyttet dertil. Ligeledes har du fornuftig indsigt i det ansættelsesretslige område. Det vil være en fordel, hvis du er certificeret i Garudas testværktøjer (eller testværktøjer generelt) samt har kendskab til VISMA HR (HR systemer). Ligeledes er det en fordel såfremt du selv tidligere har haft personale ansvar, og derigennem har forståelse for en leders udfordringer, idet ledelsessparring er en del af arbejdsopgaverne.

 

Hvem er du?

Din arbejdsform er præget af selvstændighed, systematik, overblik og vedholdenhed i forhold til at prioritere og nå i mål med dine opgaver. Du er en stærk kommunikatør, der varetager rollen som lederens sparringspartner i HR-relaterede spørgsmål med troværdighed, kvalitet og personlig gennemslagskraft.

 

Du får mange snitflader, så du har gode samarbejdsevner, let til smil og er generelt god til at kommunikere med andre og kan begå dig på tværs af organisationen på alle niveauer.

 

Som person forstår du at planlægge og prioritere dine opgaver ud fra forretningsmæssige hensyn. Du er serviceminded, pligtopfyldende, engageret og kan arbejde i et miljø, der til tider er hektisk og med korte deadlines. Du vil få en hverdag præget af frihed under ansvar og hvor det forventes, at du har styr på dine opgaver.

 

Vi tilbyder

Du vil få den nødvendige indføring i vores virksomhed og mulighed for indflydelse og udfordringer i en dynamisk, udviklingsorienteret koncern, hvor dagligdagen er præget af et højt aktivitetsniveau og korte beslutningsveje. Arbejdsklimaet er uformelt, kollegerne dygtige og egagerede, og du får en spændende hverdag med gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.

 

I HR afdelingen har vi et åbent og tillidsfuldt miljø med stort fokus på performance og samarbejde.

 

Du får gode ansættelsesforhold, løn efter kvalifikationer, pensionsordning og tilbud om kantine- og massageordning.

 

Din arbejdsplads bliver på 3C RETAILs hovedkontor, der ligger lige ved banegården i Odense C.

 

Derudover…

Såfremt du vil vide mere om jobbet som HR Partner og vores forventninger til dig, er du velkommen til at kontakte Koncern HR chef Mette Andersen på 22 44 48 74.

 

Vi holder samtaler løbende, og lukker rekrutteringen når vi har fundet den rette kandidat. Så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

 

Ansøgningsfristen er d. 8. februar 2022.

 

Alle ansøgninger behandles fortroligt.

Tip en venAndre stillinger