Teamleder til FORENINGSAFDELING i Newsec, Lyngby

 Publiceret 18. november 2020
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt

Newsec er i rivende udvikling og søger derfor nye kolleger på flere områder - herunder teamledere til flere afdelinger. Vi søger også en teamleder til vores FORENINGSAFDELING i Lyngby.

Brænder du for lederrollen og samtidig har faglige kompetencer inden for foreningsadministration? Vil du med på en spændende rejse og blive en del af Nordens største Full Service Property Asset Management House, så er du måske vores nye teamleder i foreningsafdelingen i Newsec. 

"Vores kultur er baseret på menneskelige værdier, og vi arbejder med begrebet "Passion for Colleagues and Clients", hvor vi tror på, at glade medarbejdere betyder tilfredse kunder. Vores virksomhed er drevet af mennesker og vores medarbejdere er vores vigtigste aktiv." fortæller administrerende direktør Thomas Kempf.

I foreningsafdelingen søger vi en fagligt dygtig teamleder, som bliver ansvarlig for et team af ejendomsadministratorer og samtidig vil bidrage til løsning af de daglige driftsopgaver i teamet, skabe trivsel og have fokus på, at vi når vores mål.

Du bliver en del af foreningsafdelingen på ca. 100 medarbejdere med 10 ledere, som hver især er ansvarlig for deres team. Lederne samarbejder på tværs af teams og mødes jævnligt inden for afdelingen men også i større lederfora for at sparre og deltage i ledelsesudvikling. 

Operationel teamleder

Som teamleder vil dine primære opgaver være:

  • Aktiv deltagelse og udførelse af operationelle opgaver
  • Ledelse af et team på op til tolv medarbejdere
  • Kundekontakt i forbindelse med opgaveløsninger
  • Sikre trivsel, motivation og samarbejde i teamet 
  • Udvikling af medarbejdere
  • Samarbejde med kundeansvarlige og fagansvarlige
  • Ressource- og leveranceplanlægning 
  • Kvalitetssikring 
  • Egen mindre portefølje   

Du skal endvidere være rollemodel for vores værdier og trives i at medvirke til at lede mennesker igennem disse.

Højt fagligt niveau og rummelighed

For at komme i betragtning til stillingen, har vi en forventning om, at du enten har erfaring med og/eller brænder for ledelse samt har erfaring med administration af Foreningsejendomme.

Som person har du en empatisk, lyttende og rummelig tilgang til dine medarbejdere. Det er vigtigt for dig at lykkes i fællesskab, og du bidrager til at skabe et åbent og ærligt rum, hvor alle kan fremkomme med deres synspunkter og ideer. 

Du evner at planlægge og prioritere opgaver og samtidig fokusere på både motivation og udvikling af mennesket. Du er helhedsorienteret i kunderelationer og på tværs af forretningen samt formår at skabe resultater sammen med medarbejderne både i dit eget team og i hele organisationen.  

Endvidere er du forandringsvillig og nytænkende i forhold til udvikling af processer.

Vil du med på en rejse ind i Newsec kulturen?

Vi vægter ekspertise, integritet og innovation højt i målet om at skabe ét Newsec, hvor samarbejde på tværs af organisationen er altafgørende for den rejse vi er på. 

Du bliver en del af en dynamisk organisation, hvor faglighed, personligt engagement og sociale egenskaber værdsættes højt, og hvor samarbejde på tværs er en del af dagligdagen. 

Vi synes selv, at vi har et inspirerende og uformelt arbejdsmiljø med gode udviklingsmuligheder både personligt og professionelt, og selvom vores hverdag i perioder kan være travl, er der også plads til og vi møder altid hinanden med et smil.

Løn tilbydes efter kvalifikationer og kompetencer tillagt pensionsordning, sundhedssikring samt øvrige goder.

Newsec er certificeret af Great Place To WorkⓇ og har en målsætning om at komme blandt de 10 bedste arbejdspladser i Danmark i 2022. 

Vi glæder os til at høre fra dig

Er du nysgerrig eller bare vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte Jacob Linvald på jal@newsec.dk. Send din ansøgning allerede i dag, da vi behandler ansøgningerne og holder samtaler løbende.

Tip en venAndre stillinger