Systemudvikler

 Publiceret 16. august 2019

Intern systemudvikler med god forretningsforståelse

Er du vild med at forædle og formidle data? Er du god til at udvikle og optimere processer? Og har du stærke SQL-kompetencer og erfaring med asp.net core? - Så har du nu chancen for at blive en del af Koncentons driftsafdeling.

Din profil

Vi søger en ambitiøs og kompetent kollega, der simpelthen ikke kan lade være med at tænke i optimering og effektivisering. Du har muligvis en baggrund som IKT-ingeniør eller datamatiker og gerne med flair for økonomi. For at blive en succes i denne stilling er det vigtigt, at du har en god forretningsforståelse og at du hurtigt kan sætte dig ind i vores processer og formår at omsætte disse til løsninger. Du vil indgå i en afdeling med mange forskellige kompetencer og vi regner derfor med, at du er teamplayer og har gode samarbejdsevner.

Vi forventer at du er imødekommende og god til at bevare overblikket - også når tingene går stærkt, eller der opstår udfordringer - at du er effektiv, vedholdende, og at du har et drive, der fører til resultater.

Dine arbejdsopgaver indebærer:

  • Udvikling af nye værktøjer til optimering af afdelingens arbejdsgange
  • Optimering af eksisterende værktøjer
  • Opsamling og formidling af data fra forskellige kilder
  • Sikring af adgang til data på en tilgængelig måde/strukturering af data (SQL-database)
  • Andre forefaldende opgaver, der sikrer en smidig og velfungerende driftsafdeling

I denne stilling får du stor mulighed for at præge processen og være med i beslutningerne. Vi forestiller os at du har erfaring og kompetencer indenfor:

  • Asp.net core
  • SQL
  • Azure services
  • Angular 5+
  • C#
  • SharePoint

Du bliver ansvarlig for opbygning og udvikling af modeller

Som intern systemudvikler i Koncentons driftsafdeling bliver du, sammen med afdelingslederen, ansvarlig for opbygning og videreudvikling af de modeller og systemer, der mest optimalt understøtter vores arbejdsgange.  Vi håndterer hver dag store mængder data og som systemudvikler skal du hjælpe med at sikre, at vi på effektiv vis kan formidle den data og de informationer, vi har brug for i forbindelse med afrapportering og styring af opgaver.

Bliv en del af holdet

Koncenton er et ejendomsinvesteringsfirma. Vi løber ofte stærkt, men vi prioriterer også at have det sjovt. Vi deler kontor med vores søsterselskab, Obton, og sammen sidder vi 130 medarbejdere på vores kontor i Aarhus C. Igennem vores værdier flid, glæde, vindermentalitet, handlekraft og ordentlighed vil vi sammen være Danmarks stærkeste investeringsalternativ.

Er du interesseret?

Hvis du gerne vil være vores nye Interne Systemudvikler, skal du sende din ansøgning samt dit CV via linket "søg stillingen" nedenfor. Der vil løbende blive afholdt samtaler og vi forventer opstart 1. oktober 2019. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Driftschef Christina Ruus Frost på mail: crf@koncenton.com eller telefon: 25 80 09 15.

Tip en venAndre stillinger