Event Vagt - Frivillig

Event Safety publiceret 25. oktober 2016 11:47:16

Event Safety søger frivillige ulønnede Event Vagter til at skabe tryghed på nogle af de største events i Danmark. Kan du holde hovedet koldt i pressede situationer, sætter du en ære i at levere høj kvalitet i alt, hvad du laver og vil du arbejde sammen med os i en meget professionel frivillig enhed, med meget højt fagligt kompetenceniveau, så hører vi gerne fra dig.   

Hvem er vi

Event Safety har eksisteret i mange år som Muskelsvindfondens egen sikkerhedsafdeling. Internt løses opgaver som Grøn Koncert og Cirkus Summarum, alt imens der eksternt løses større og mindre arrangementer for kunder over hele landet. Vi er sat i verden for at skabe tryghed, og gøre vores kunder endnu bedre til det de laver.

Muskelsvindfonden og Smukfest har besluttet at slå sig sammen om at drive og udvikle Event Safety, som en selvstændig forretning med de to moderorganisationer som hovedaftagere af integrerede sikkerhedsydelser. Samtidigt skal vi fortsætte med at servicere eksterne kunder og medvirke til at udvikle branchen generelt. 

Event Safety består af to enheder. En Præhospital enhed og en Event Vagt enhed.

Læs mere om den Præhospitale enhed her: http://www.eventsafety.dk

Event Vagt enheden

Hos Event Safety er tålmodighed og evnen til at lytte meget mere værd end de store overarme. Uddannelsen indeholder blandt andet konfliktløsning, kommunikation, jura, førstehjælp og selvforsvar. Uddannelsen har fokus på dialogbaseret løsninger og er meget praktisk betonet med meget scenarietræning.

Uddannelsen ejes af Dansk Live, der er en brancheorganisation af danske musiksteder og festivaller. Event Safety er godkendt til at uddanne egne folk i henhold til denne uddannelse. 

Derfor går vi ikke på kompromis, når vi rekrutterer og uddanner vores Event Vagter. Vi søger mennesker, med hjerte på rette sted, der kan holde hovedet koldt. Mennesker der kan skabe tryghed og god atmosfære - blandt et hvert publikum.

Din profil

Du er en kvalitetsbevidst, professionel frivillig med hjerte og hjerne på rette sted. Du er kompromisløs i din indstilling til at levere den bedste service og den højeste kvalitet.

Du er nysgerrig, opsøgende, socialt anlagt - og du har tid i overskud. Du har selvfølgelig en interesse for koncert- og eventmiljøet, men du kommer ikke nødvendigvis med en sikkerhedsmæssig erfaring. Vi tilstræber at blande holdene, så forskellige typer af erfaring sammenblandes. Det er vores erfaring at dette giver det bedste resultat.

Din familie, dit netværk og dit lønnede arbejde eller studie er vigtigst

… det er der ingen tvivl om. Men du kan ikke have 25 andre fritidsaktiviteter ved siden af Event Safety-arbejdet. Vi lægger beslag på en stor del af din fritid - både til uddannelse og operative opgaver i fremtiden. Du skal derfor være indstillet på at skabe plads i dit liv til arbejdet for Event Safety.   

Hvor meget tid skal du bruge?

Hele uddannelsen til Event Vagt tager 53 timer fordelt på 2 weekender. Vi forventer at se dig som frivillig på minimum 6 arrangementsdage om året, men du er velkommen på så mange som har tid og lyst til. Du er også forpligtet til at holde din uddannelse vedlige og blandt andet deltage i en årlig repetionsdag. 

Datoer for kommende uddannelser:

Vi starter et hold i efteråret 2018 og et igen i foråret 2019. Nærmere datoer vil tilgå. Du møder ind fredag aften og er på uddannelsesstedet indtil søndag kl. 17.00 begge weekender. Uddannelsen afholdes i Jylland. Vi dækker din transport, sørger for forplejning samt et sted at sove.

Vi vil gerne have en motiveret ansøgning fra dig, hvor du fortæller lidt om dig selv, hvorfor du søger og hvad tænker at du kan bidrage med.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Tip en venSe andre stillinger hos Event Safety - En del af Smukfest & Muskelsvindfonden