Foto-/videograf til Middelfart Sparekasse

Middelfart, Middelfart Sparekasse

Kan du fortælle en god historie med billeder og video? Og kan du selv stå for produktionen fra den første idé til det færdige indhold?

Vi søger en kollega, der kan fotografere, producere video og afvikle webinarer. Du skal hjælpe os med at gøre vores rådgivning, værdier og tilbud relevante og levende på vores digitale kanaler via god historiefortælling i rette medie, kanal og tone

Vores ambition er at være Danmarks mest nærværende pengeinstitut. Det skal også kunne mærkes, når kunderne møder os online, i avisannoncer, på busbagender og alle de mange andre steder, vi sætter aftryk via billeder.

Du omsætter idéer til færdigt indhold

Du bliver en del af marketing og arbejder tæt sammen med kolleger inden for kommunikation, digitale kanaler og grafisk produktion. Du får ansvar for dine produktioner fra idé og planlægning til optagelse, redigering og levering.

Dine vigtigste opgaver bliver at:

  • Fotografere kolleger, kunder og arrangementer til vores kommunikation og markedsføring.
  • Producere og redigere video - fra korte klip til sociale medier til kundehistorier og faglige formater.
  • Forberede og afvikle webinarer med styr på teknik, lyd, lys og deltagernes oplevelse.
  • Tilpasse indhold til forskellige digitale kanaler med relevante formater, undertekster og versioneringer.
  • Sikre, at produktionerne følger vores visuelle identitet og har en tydelig rød tråd.

Hvis du har erfaring med at producere podcasts - eller lyst til at lære det - er det en fordel, men ikke et krav.

Du har både blik for historien og styr på håndværket

Du har praktisk erfaring med foto- og videoproduktion og kan vise eksempler på indhold, du selv har skabt. Du er også vant til at afvikle webinarer. Vi bruger video aktivt i både intern og ekstern kommunikation, og du håndterer både live-sendinger og båndede optagelser.

Din uddannelse er ikke afgørende. Vi lægger vægt på dit håndværk, din fortælleevne og din erfaring med at producere til digitale kanaler. Du ved, at en video til sociale medier stiller andre krav end et webinar, og du tilpasser både indhold og form til målgruppen.

Du er fortrolig med kamera, lys, lyd og redigeringsværktøjer. Samtidig kan du hjælpe mennesker, der ikke er vant til at stå foran et kamera eller en mikrofon, med at føle sig trygge og komme godt igennem.

Du får produktionerne i mål

Du arbejder selvstændigt og struktureret og kan holde styr på flere produktioner ad gangen. Du kommer med idéer, afklarer behov og laver en realistisk plan.

Du har blik for kvalitet og kan vurdere, hvornår en opgave kræver en større produktion, og hvornår et enkelt format løser den bedst. Du tager ansvar for både de kreative valg og de praktiske detaljer.

Jobbet indebærer optagelser på tværs af vores afdelinger og hos kunder og samarbejdspartnere. Der kan også være opgaver uden for almindelig arbejdstid.

Du bliver en del af marketingafdelingen

Du får kolleger med forskellige fagligheder, som hjælper med budskaber, design og distribution. Vi deler idéer og giver plads til, at du kan præge vores indhold og udvikle nye formater.

Hos os kommer du tæt på både de mennesker, der har historierne, og de kolleger, der skal bruge dine produktioner.

Ud over samarbejdet med dine nærmeste kolleger kan du se frem til en hverdag på den mest attraktive arbejdsplads i finanssektoren - ifølge de ansatte selv. Du får i alt ca. 650 kolleger fordelt på 21 adresser.

Har du lyst til at være med?

Send din ansøgning, dit CV og eksempler på dit arbejde via linket. Beskriv kort din egen rolle i de produktioner, du viser os. Vi holder samtaler løbende, og ansætter når vi har den rigtige kandidat.

Har du spørgsmål, kan du kontakte områdedirektør for marketing og forretningsudvikling Kristian Gren på 27900511 eller HR-direktør Helle Lund Gregersen på 27900547. 

Tip en venAndre stillinger

Publiceret6. november 2026

AnsøgningsfristLøbende

KontaktHeidi Flint Knudsenhfk@midspar.dk

Arbejdsstedets adresseIkke oplyst