Mangler du et studiejob og er du skarp til formidling? Så bliv vores nye koordinator i headspace-indsatsen ’Hvad kan jeg blive’ i headspace Roskilde
Vi søger en initiativrig, engageret og selvstændig koordinator, som vil afholde workshops og skabe kendskab til ’Hvad kan jeg blive ’-indsatsen i headspace. Du har flair for at formidle og facilitere, er god til tværgående projektarbejde og kan li’ at arbejde med unge mennesker og fagpersoner omkring dem.
headspace og Hvad kan jeg blive
headspace er en åben, anonym og frivilligbåret rådgivning for unge i alderen 12-25 år. Indsatsen ’Hvad kan jeg blive’ sætter, sammen med headspace, fokus på unges tvivl om valg af uddannelse, trivsel og mental sundhed samt inspiration til andre uddannelsesveje herunder erhvervsuddannelser.
Facilitering af workshops og formidling
Som koordinator er du ansvarlig for udbredelsen af ’Hvad kan jeg blive’ og tilhørende workshops samt evt. andre typer workshops relateret til trivsel på folkeskoler, gymnasier, FGU, erhvervsskoler m.fl. Opgaverne omfatter:
- Ansvar for udbredelse af workshops på grundskoler, gymnasier, FGU og erhvervsskoler - samt arrangere, koordinere og afholde disse workshops.
- Sikring af god dialog med lokale samarbejdspartnere.
- Koordinering af indsatsen med centerchefen i headspace Roskilde, som er din nærmeste chef.
- Desuden er der mulighed for at komme til at stå for trivsels- og fastholdelsesarbejde gennem fx trivselsworkshops, netværksgrupper og oplæg for fagpersoner på uddannelsesinstitutioner (timerne kan justeret ift. denne del).
Du vil altså i høj grad få en udgående og opsøgende funktion, hvor du kommer i kontakt med både unge, fagpersoner og samarbejdspartnere. I et vist omfang kan du også få mulighed for at prøve kræfter med opgaver i selve rådgivningscenteret, alt efter dine kompetencer, og du vil i dagligdagen indgå i både teamet i headspace Roskilde samt i projektet Hvad kan jeg blive, fx med deltagelse i relevante uddannelsesdage, events mm. på tværs.
Din profil
- Du er formodentlig i gang med en uddannelse inden for det pædagogiske, sundhedsfaglige eller kommunikationsfaglige område.
- Du har fagligt stærke formidlings- og kommunikationsevner både mundtligt og skriftligt, og du har lyst til at agere som indsatsens ansigt udadtil.
- Du er relationelt stærk, kan lide at tage kontakt til fremmede og holde oplæg i større forsamlinger.
- Du er struktureret og god til at planlægge din egen dag.
- Du har gerne viden om mental sundhed og trivsel.
- Du kan navigere rundt i en hverdag med fleksibilitet, vekslende arbejdsopgaver, samt ind i mellem skæve arbejdstider.
Som person er du selvstændig, initiativrig og tillidsvækkende. Du tager ansvar, kan navigere i en omskiftelig hverdag og formår at skabe overblik - også når opgaverne ofte skifter. Sidst, men ikke mindst, er du imødekommende og nærværende, og du går ind til jobbet med en lyst og vilje til at være opsøgende i dit arbejde.
Vi tilbyder
- At du kan få erfaring med opsøgende og udgående arbejde, herunder også erfaring med facilitering af workshops.
- At du kan få projekterfaring i en dynamisk ung NGO, som arbejder for en meningsfuld og vigtig sag.
- At du bliver en del af et engageret og tværfagligt fællesskab.
- Fleksibilitet ift. planlægning af dine arbejdsopgaver (sammen med din outreach-kollega og centerchefen).
Interesseret?
Der er tale om en koordinatorstilling med start 1 september 2025.
Stillingen er en timeansættelse på 10-15 timer ugentligt, evt. er der mulighed for 20 timer ugentligt.
Hvis stillingen fanger din interesse, så send din ansøgning og CV senest den 6. august 2025 Ansættelsessamtaler forventes at blive afholdt i uge 33.
En yderligere beskrivelse af headspace Danmark kan læses på hjemmesiden www.headspace.dk.
Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte centerchef Irene Brandt på tlf. 40116716 i uge 28 og 29 mellem kl. 13.00 og 15.00 eller på ibr@headspace.dk. I uge 31, kan du kontakte Projektleder Nadia Aarø på na@detsocialenetvaerk.dk
Tip en venAndre stillinger