Fysioterapeut til konsulentfunktion i Østdanmark

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind Østdanmark, Rehabiliteringscenter for MuskelsvindPubliceret 30. juni 2026
Ansøgningsfrist 14. august 2026

Har du lyst til at arbejde med højt specialiseret rehabilitering til børn, voksne og familier med komplekse problemstillinger og leder du efter et sted med høje faglige ambitioner og højt til loftet? Så er du måske den, vi leder efter til vores tværfaglige team i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM).  

Vi søger en erfaren fysioterapeut til RCFM’s afdeling i Høje Taastrup, hvor du bliver en del af et tværfagligt, udekørende konsulentteam, der arbejder tæt sammen om at sikre højt specialiseret rehabilitering til mennesker med muskelsvind og deres familier. 

Muskelsvind er en fællesbetegnelse for mere end 40 forskellige sygdomme, der rammer både børn og voksne. De fleste muskelsvindsygdomme er arvelige og fremadskridende. Sygdommenes kompleksitet rammer oftest hele familien og kræver tæt, tværprofessionelt og tværsektorielt samarbejde.


Vi søger en fysioterapeut til arbejdet med børn og voksne med muskelsvind (ikke ALS), til vores tværfaglige team, som består af to fysioterapeuter, to ergoterapeuter, to socialrådgivere, læger og psykolog.


Vi tilbyder dig: 

  • Ansættelse på 37 timer.
  • En velfungerende arbejdsplads med gode kolleger, høj faglighed og højt til loftet
  • Et meningsfyldt job, hvor vi tilbyder indsatser tilpasset den enkelte brugers behov.
  • Spændende og meningsfulde opgaver.
  • Et stærkt mono- og tværfagligt miljø.
  • Gode muligheder for kurser og deltagelse i konferencer i ind- og udland.
  • Fleksibilitet til selv at planlægge opgaver og arbejdstid.
  • Mulighed for hjemmearbejdsdage. 
  • Løbende supervision. 
  • Gode fysiske rammer, gratis parkering, S-tog til døren og en god kantine, hvor vi dagligt spiser sammen.


Teamets tværfaglige opgaver:

  • Afdækning af RCFMs brugeres rehabiliteringsbehov.
  • Udarbejdelse af rehabiliteringsrapporter for både børn og voksne, på baggrund af fysiske undersøgelser og deltagelse i tværfaglige møder. 
  • Rådgivning og vejledning om rehabilitering til RCFMs brugere med muskelsvind, deres pårørende og professionelle behandlere
  • Arbejde i familiens hjem eller lokale miljø, i tæt samarbejde med relevante faggrupper indenfor social- og sundhedssektoren, skoler og daginstitutioner. 
  • Undervisning og formidling af viden på familiekurser, temadage, kurser for professionelle og konferencer.
  • Fagligt og organisatorisk udviklingsarbejde


Specifikke fysioterapeutiske opgaver: 

  • Udføre fysiske undersøgelser
  • Omsætte fysiske vurderinger til forslag om rehabiliteringstiltag i brugerens hverdag på kropsniveau og aktivitets- og deltagelsesniveau
  • Vejlede både bruger, behandlere og samarbejdspartnere om specifik fysioterapeutisk behandling og træning
  • Rådgive om aflastende tiltag og energiforvaltning
  • Rådgive om siddestillingstilpasninger hos børn og unge i samarbejde med relevante fagpersoner


Hvad er særligt ved RCFM?

  • Den fysioterapeutiske indsats er en del af det samlede, tværfaglige rehabiliteringsforløb.
  • En stor del af samtalerne foregår i brugernes eget hjem.
  • Vi har et tæt og ligeværdigt tværfagligt samarbejde og visiterer til RCFM’s ydelser i fællesskab.
  • Vi arbejder i teams omkring den enkelte bruger, men har også mange selvstændige opgaver.
  • Vi har et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi har hinandens ryg.
  • Vi har et basalt kendskab til hinandens faglighed. Jobbet kræver, at du har interesse for at tilegne dig faglig viden ud over den fysioterapeutfaglige og lysten til at sætte den i spil, når situationen kalder på det.
  • Alle konsulenter har ca. 15 rejsedage om året, hvoraf nogle er med overnatning.
  • RCFM er en del af Muskelsvindfonden og har et tæt samarbejde med fondens medlemsafdeling. Vi står bl.a. for undervisning om fagspecifikke temaer på Muskelsvindfondens medlemsarrangementer
  • En mindre del af opgaverne ligger om aftenen eller i weekenden.

De fleste muskelsvindsygdomme er arvelige og progredierende, men kan udmønte sig meget forskelligt ift. den enkelte persons funktionsniveau. Jobbet kræver ikke forudgående kendskab til muskelsvind, men erfaring med rehabilitering er en stor fordel. 


Vi forventer, at du

  • Er uddannet fysioterapeut med interesse for rehabilitering og erfaring fra tværfagligt samarbejde.
  • Har lyst til at lære om rehabilitering i muskelsvind på højtspecialiseret niveau og interesse for at tilegne dig specialiseret viden om de forskellige muskelsvinddiagnoser.
  • Har et skarpt klinisk blik og kan trives med at bruge din faglighed i en rådgivende og vejledende funktion
  • Har erfaring med eller interesse for at tilegne dig viden om siddestilling hos børn og unge
  • Har gerne erfaring med behandling og rådgivning af børn med funktionsnedsættelse
  • Har erfaring med mennesker i sorg og krise.
  • Kan rumme de svære samtaler og kan lade dem blive på arbejde - og rækker ud efter en kollega for sparring, når det ikke er muligt.
  • Kan arbejde selvstændigt og er god til at prioritere i dine opgaver og selv tilrettelægge din kalender 
  • Har en positiv tilgang til andre og tager aktivt del i det kollegiale fællesskab.
  • Har stor interesse for at tilegne dig viden om dine kollegers faglighed ̶ og har et skarpt øje for, hvornår der er behov for en anden faglighed end din.
  • Har erfaring med mødeledelse og kan være mødeleder ved tværfaglige møder. 
  • Kan formulere dig godt på dansk, både mundtligt og skriftligt.
  • Kan varetage enkelte samtaler på engelsk.
  • Har kørekort.


Ansættelsesforhold

  • Stillingen er placeret i Høje Taastrup, med Sjælland og øerne (ikke Fyn) som primært arbejdsområde. Der vil dog ind imellem forekomme møder på Fyn og i Jylland. 
  • Du skal være indstillet på ca. 15 nationale rejsedage om året, nogle med overnatning.
  • 37 timer ugentlig med fleksible arbejdstider, i sjældne tilfælde weekend eller aftenarbejde.  
  • Stillingen kræver kørekort.
  • Løn og arbejdsforhold svarende til kvalifikationer jf. de regionale overenskomster.  
  • Tiltrædelse: 1. oktober 2026


Ansøgning 

  • Ansøgningsfrist: fredag den 14. august 2026 kl. 12.00
  • Samtaler forventes afholdt: 1. samtale torsdag den 20. august og 2. samtale tirsdag den 25. august 2026 i Handicaporganisationernes Hus, Blekinge Boulevard 2, 2630 Høje Taastrup.
  • Ansættende leder: Stine Løvind Thorsen


Hvis du vil vide mere:

Vi er tilbage fra sommerferie midt i uge 32 og yderligere oplysninger fås hos ansættende leder Stine Løvind Thorsen på tlf. 22652406 eller fysioterapeut Inge Bjerregaard på tlf. 22652420


Læs mere om RCFM, opgaverne og profilen i det udvidede stillings- og profilmateriale og søg stillingen på: link


Tip en venDetaljer

Speciallæge til RehabiliteringsCenter for Muskelsvind i Østdanmark

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind Østdanmark, Rehabiliteringscenter for MuskelsvindPubliceret 29. juni 2026
Ansøgningsfrist 9. september 2026

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM) søger en speciallæge pr. 1.1.2027, som har lyst til at gøre en stor forskel for mennesker, der rammes af muskelsvind og ALS. En speciallæge, der er helhedsorienteret og nysgerrig i sin tilgang til patienter og samarbejdspartnere, og som motiveres af at indgå i multidisciplinære samarbejder med højt specialiserede fagprofessionelle kolleger. Som speciallæge i RCFM vil du få en alsidig og fleksibel hverdag præget af engagement, gode kollegaer og tårnhøj faglighed, og der vil være god mulighed for selv at planlægge en stor del af arbejdstiden. 


Om RCFM

RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (RCFM) er en selvejende institution, der varetager højtspecialiseret neuromuskulær rehabilitering af personer med muskelsvind og Amyotrofisk Lateral Sklerose (ALS) i tæt samarbejde med de neurologiske og pædiatriske afdelinger samt kommunerne. RCFM er et landsdækkende sengeløst hospital, hvor patient- og pårørendekontakten foregår ambulant eller i patientens hjem. Vi har vores hovedkontor- og afdeling i Århus og en afdeling i Høje Taastrup på Sjælland, og samlet set er der ansat ca. 50 medarbejdere, som udgøres af læger, ergo- og fysioterapeuter, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og koordinatorer. RCFMs kernevision er at have den nyeste viden om neuromuskulære sygdomme og deres behandlings- og rehabiliteringsmuligheder og være førende i patientinvolvering, forskning og udvikling af rehabilitering inden for neuromuskulære sygdomme både nationalt og internationalt.


Opgaven 

Den kommende speciallæge vil indgå i den faglige udvikling af RCFM. Du forventes derfor at udvise initiativrighed og gåpåmod ift. at identificere muligheder og potentialer både fagligt og i samarbejdet med eksterne aktører. 

En stor del af din tid vil involvere patientrelaterede opgaver, herunder ambulante møder med patienterne i deres eget hjem eller lægesamtaler i RCFM. Meget af rådgivningen vil også være telefonisk eller digital, og du vil indgå i løbende sparring omkring patienternes problemstillinger med kolleger og samarbejdspartnere. Du forventes at se det som en kerneopgave at holde dig opdateret inden for den nyeste litteratur og forskning vedr. de relevante diagnosegrupper og inden for neuromuskulær rehabilitering. Det er ikke en forudsætning, at du er ekspert på området på forhånd. Det er derimod afgørende, at du har et stort drive, engagement og gåpåmod ift. at dykke ned i stoffet og opnå den nødvendige rolle som medicinsk ekspert på en troværdig og overbevisende måde.  

  • Fagligt ansvar som skal sikre, at RCFMs opgaver løses på et lægefagligt niveau, der svarer til de samarbejdende hospitalers vidensniveau.
  • Visitering og prioritering af ydelser.
  • Ansvar for fordeling af ressourcer på behandlingskonferencer, når leder ikke er til stede.
  • Rapport- og/eller referatskrivning til samarbejdspartnerne ifm. hjemmebesøg hos patienter. Dertil kommer lægefaglige udtalelser og anden dokumentation.
  • Indgå i rollen som medicinsk ekspert, der kan supplere den rehabiliterende tilgang med relevant lægefaglig ekspertviden i patientforløb, hvor der er en høj grad af kompleksitet og behov for en lægefaglig vurdering og rådgivning.
  • Spille en særlig rolle hos patienterne ved ALS og Dystrofia Myotonika type 1.
  • Indgå i sager, hvor psykiatriske sygdomme og anden comorbiditet kan gøre symptombilledet hos patienten uklart.
  • Deltagelse i faglige møder og konferencer i indland og udland samt kurser. 
  • Udvikling af den lægefaglige ekspertise i RCFM.
  • Undervisning af både patienter, samarbejdspartnere og fagfolk. 
  • Møder med diverse hospitalsafdelinger.
  • Etablere og opretholde gode samarbejdsrelationer med hospitalsafdelingerne. 
  • Udarbejdelse af faglige tekster til hjemmeside og anden lignende kommunikation.
  • Oplæg for fagpersoner.
  • Deltagelse i strategisk og organisatorisk arbejde. 
  • Deltagelse og oplæg på faglige konferencer, også internationalt. 
  • Sparring med Muskelsvindfondens og et tæt samarbejde med fondens medlemsafdeling. 


Personlige og faglige kompetencer 

Det er vigtigt, at du som speciallæge er drevet af en medicinsk og lægefaglig nysgerrighed, foruden en grundlæggende interesse og blik for, hvad en rehabiliterende tilgang betyder for både patienten og dig som medicinsk ekspert i samarbejdet med andre fagprofessionelle. Det er ikke et krav, at du har konkret erfaring med muskelsvind eller ALS, men det er afgørende, at du har lyst til at dykke ned i litteraturen og forskningen og blive ekspert med tiden. Vi prioriterer også højt, at dine kommunikationsevner er stærke både skriftligt og mundtligt, og at du fremstår tydelig, velformuleret og troværdig i din kommunikation. 

Som speciallæge i RCFM skal du trives med at være i kontakt med mennesker ramt af kronisk og ofte meget indgribende sygdom, hvorfor sorg- og krisereaktioner hos både patienter og pårørende skal håndteres med indføling, professionalisme og en vis grad af følelsesmæssig robusthed. 

Vi forventer også, at du er netværks- og samarbejdsorienteret og sætter pris på at være del af et multidisciplinært og tværfagligt miljø, og at du værdsætter og selv byder ind i et arbejde præget af arbejdsglæde, engagement og gensidig faglig respekt. 

Du kan spejle dig i RCFMs mission og værdier og er i den forbindelse helhedsorienteret i din tilgang og kan arbejde ud fra den biopsykosociale model. Du kan perspektivere problemstillinger og løfte blikket ved behov. 


Øvrige kvalifikationer 

  • Du er speciallæge i relevant speciale, fx samfundsmedicin, almen medicin, evt. pædiatri, neurologi og har gerne en bred erfaring som læge med kendskab til flere specialer fra flere forskellige afdelinger, hospitaler (er fortrolig og komfortabel med at samarbejde med flere fag- og specialområder).
  • Det er ikke en forudsætning men klart en fordel at have kendskab til det kommunale system. 
  • Du kan trives med ikke at have behandlingsansvar og motiveres af at klæde andre på til at udføre opgaven (kolleger og samarbejdspartnere).
  • Du kan prioritere mellem patientrelaterede og organisatoriske opgaver.


Andet

  • Den lægefaglige indsats er en del af det samlede, tværfaglige rehabiliteringsforløb. Vi har et tæt og ligeværdigt tværfagligt samarbejde med et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi har hinandens ryg.  
  • Du vil have 1-2 planlagte dage om måneden i afdelingen i Aarhus, hvor det øvrige lægefaglige team er forankret. 
  • En mindre del af opgaverne ligger om aftenen eller i weekenden
  • Der kan forventes ca. 15 rejsedage om året.


Ansøgningsfrist: onsdag den 9. september kl. 12.00.


Læs mere om RCFM, opgaverne og profilen i det udvidede stillings- og profilmateriale og søg stillingen på: Stillings- og profilmateriale Speciallæge

For yderligere information om stillingen kontakt: Ledende overlæge Mette Makholm Pedersen, tlf. 22 65 24 41 eller direktør

 og cheflæge i RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, Heidi Aagaard, tlf: 22 65 24 00. Vi er tilbage fra ferie i uge 31. 


Tip en venDetaljer