Vil du være med til at sætte retningen for et af Danmarks
største handelsgymnasier og skabe de bedst mulige rammer for elevernes læring,
trivsel og udvikling?
På HHX-Viby søger vi en vicerektor, der sammen med rektor og
den anden vicerektor ønsker at stå i spidsen for et ambitiøst gymnasium med
stærke faglige traditioner og høje ambitioner for fremtiden.
HHX-gymnasiet er byens største gymnasium med mere end 2.000
elever og ca. 170 undervisere fordelt på to adresser. Hvert år sender vi en
lang række unge videre til erhvervslivet og de videregående uddannelser, og vi
er stolte af vores stærke faglige resultater og vores mangeårige tradition for
at kombinere høj kvalitet med udvikling og fornyelse.
En central rolle i skolens
udvikling
Som vicerektor får du en unik mulighed for at præge
udviklingen af HHX-Viby og bidrage til at sikre, at eleverne både trives og
bliver så dygtige, som de kan. Du vil indgå i et stærkt fagligt miljø med fokus
på pædagogisk udvikling, læringsfremmende initiativer og udviklingen af
fremtidens gymnasium i et uddannelsespolitisk landskab i konstant forandring.
Stillingen giver gode muligheder for både faglig og personlig udvikling og for
aktivt at præge den fortsatte udvikling af HHX-Viby.
Du bliver en del af ledelsen på HHX-Viby, hvor du sammen med
rektor og den anden vicerektor udgør et tæt ledelsesteam. Ledelsen arbejder som
et stærkt fagligt fællesskab med et fælles blik for skolens samlede udvikling.
Det betyder, at du ikke alene får ansvar for egne områder, men også bliver en
aktiv medskaber af skolens retning, prioriteringer og udviklingsinitiativer. Samtidig
indgår du i det tværgående ledelsesfællesskab på HHX-gymnasiet, hvor ledelserne
fra Viby og Risskov samarbejder tæt om videndeling, fælles
udviklingsinitiativer og skolens strategiske retning.
Opgaver og ansvarsområder
Stillingen indeholder blandt andet
ansvar for:
- Pædagogisk ledelse med fokus på udvikling af
undervisning og underviserrollen
- Personaleledelse
- Ressourceledelse, planlægning og økonomi
- Rekruttering og kompetenceudvikling
- Udvikling af skolemiljøet med fokus på både
faglighed, fællesskab og trivsel
- Samarbejde med grundskoler, UU, virksomheder og
øvrige eksterne samarbejdspartnere
- Bidrag til formulering og realisering af
strategiske mål
- Koordinering og opfølgning på myndighedskrav,
lovgivning og øvrige administrative opgaver
- Undervisning
svarende til cirka 25 % af arbejdstiden
Hvem er du?
Vi søger en leder, der er synlig, nærværende og
relationsstærk.
Du er en person, som medarbejdere og elever naturligt
opsøger, fordi du lytter, er tilgængelig og interesserer dig for mennesker. Du
formår at skabe tillid og engagement omkring fælles mål og kan både sætte
retning og skabe følgeskab. Samtidig arbejder du struktureret og vedholdende.
Du trives i samarbejdet med andre og ser værdien i at udvikle løsninger i
fællesskab. Du har lyst til at tage ansvar, bidrage aktivt til
ledelsesfællesskabet og være med til at udvikle både mennesker og organisation.
Det er ikke afgørende, at du har erfaring fra en formel
lederstilling, men at du har skabt resultater gennem ledelse af mennesker,
projekter, processer eller udviklingsopgaver.
Vi forestiller os, at
- du har undervisningskompetence og gymnasialt
pædagogikum i et eller flere fag inden for den gymnasiale fagrække
- du har solid erfaring fra uddannelsesområdet,
gerne de gymnasiale uddannelser
- du har indgående kendskab til pædagogik,
udviklingsarbejde og organisationsprocesser
- du har forståelse for planlægning, økonomi og
ressourcestyring
- du har lyst til at arbejde i en organisation,
hvor samarbejde, tillid og fælles ansvar er centrale værdier
Ansættelse
Stillingen er med primært arbejdssted på HHX-Viby og
indebærer undervisningsforpligtelse.
Rektor og vicerektorer refererer til uddannelsesdirektøren.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst for chefer ved
institutioner inden for undervisning og uddannelse på Undervisningsministeriets
område.
Tiltrædelse 1. december 2026 eller efter aftale.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er den 5. oktober.
1. samtale finder sted den 20. oktober. 2.
samtale finder sted den 28. oktober. Mellem 1. og 2. samtale
skal du forvente at besvare en mindre case-opgave.
Om Aarhus Business College
Aarhus Business College er en moderne uddannelsesinstitution
med ca. 3.000 årselever og 550 medarbejdere, der i dag tilbyder HHX, EUX,
EUD10, hovedforløb samt kurser og efteruddannelse.
Som medarbejder hos os bliver du en del af en organisation,
der uddanner, udvikler og udfordrer elever og kursister til gavn for både den
enkelte og samfundet. Uddannelsesinstitutionen blev grundlagt af fremsynede
købmænd i Aarhus i 1865, og lige siden har handel og udvikling været en del af
skolens DNA.
Aarhus Business College er værtsskole
for Merkura - Videncenter for Digital Handel og flere administrative
fællesskaber.
Yderligere oplysninger
Du er velkommen til at kontakte uddannelsesdirektør Susanne
Dixen på 4030 0863 eller dix@aabc.dk for
yderligere information.
Tip en venAndre stillinger