Har du stærke tekniske kompetencer, og trives du med at være ude hos kunder og sikre, at deres produktionsudstyr fungerer optimalt? Til Kiefel Technologies GmbH søger vi en teknisk dygtig og serviceminded Service Engineer til deres After Sales Service-team, der skal spille en central rolle i at sikre høj oppetid og kundetilfredshed på tværs af skandinaviske kunder.
Du bliver en del af et internationalt og teknologisk stærkt miljø, hvor kvalitet og kundetilfredshed går hånd i hånd. Er du klar til at tage ansvar og rejse ud, hvor det sker? Så kan dette være jobbet for dig.
Om jobbet
Som Service Engineer i Kiefels After Sales Service bliver du ansvarlig for installation, fejlfinding og vedligeholdelse af højteknologisk produktionsudstyr ude hos kunderne. Du deltager aktivt i alle faser fra montage til idriftsættelse og kundetræning og får en nøglerolle i forhold til at sikre stabile og effektive løsninger for virksomhedens kunder.
Du får en varieret hverdag med tekniske udfordringer, tæt kundekontakt og en høj grad af selvstændighed. Dit primære geografiske arbejdsområde vil være i Skandinavien, og du vil også deltage i teknisk træning ved hovedsædet i Freilassing, Tyskland.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte:
- montering og idriftsættelse af maskiner og overlevering til kunde
- introduktion og oplæring af kundens medarbejdere ifm. idriftsættelse
- udarbejdelse af teknisk dokumentation
- fejlfinding og gennemførelse af reparationer og ombygninger
- teknisk support, reklamationshåndtering og rådgivning om reservedele
- understøtte markedsføringsaktiviteter med fokus på at synliggøre Kiefels serviceydelser.
Stillingen refererer til Director for Kiefel Scandinavia ApS.
Om Kiefel
Kiefel Technologies GmbH udvikler og producerer avanceret produktionsudstyr til forarbejdning af plast og naturfibre. Virksomheden leverer bæredygtige emballageløsninger til kunder over hele verden og er anerkendt for sin ekspertise inden for området.
Med udgangspunkt i Freilassing i Tyskland har Kiefel et stærkt globalt setup og leverer løsninger til nogle af verdens mest krævende brancher - herunder medicin, emballage og automotive. Virksomheden er en del af Brückner Group og er kendt for innovation, høj kvalitet og et tæt samarbejde med kunderne.
Se mere om Kiefel her og om Brückner Group her.
Din profil og kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har en teknisk baggrund og erfaring fra en lignende rolle. Du brænder for at løse tekniske problemer og trives i en udadvendt rolle, hvor du skaber værdi for kunderne.
Derudover ser vi gerne, at du:
- er uddannet elektriker, industrielektriker, automatiktekniker eller lignende
- har flere års erfaring med montage, service og fejlfinding på industrimaskiner
- er vant til kundekontakt og kan kommunikere klart og løsningsorienteret
- kommunikerer sikkert på dansk samt engelsk eller tysk
- er selvstændig og ansvarlig - og respekterer både sikkerhedsregler og lokale forhold.
Du kan have bopæl i Jylland eller på Fyn og er indstillet på rejseaktivitet (ca. 80-100 dage årligt).
Hos Kiefel får du
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø i en international virksomhed med højt specialiserede produkter og løsninger. Her får du mulighed for at udvikle dig fagligt og arbejde med avanceret teknologi i tæt kontakt med kunder og kollegaer, og du bliver en del af en organisation med fokus på faglig udvikling, samarbejde og langsigtede kunderelationer.
Herudover tilbydes du:
- grundig oplæring i Freilassing (Tyskland)
- konkurrencedygtig lønpakke
- 37 timers arbejdsuge og fleksibilitet ift. planlægning af rejser
- adgang til nyeste teknologier og teknisk support fra hovedkontoret.
Kan du se mulighederne, og har du spørgsmål? Så lad os starte dialogen
Har du spørgsmål omkring jobbet og ansættelsesforhold, er du meget velkommen til at kontakte Tonny Lang, Lang Partners, pr. mail: tl@langpartners.dk eller pr. telefon 60 888 444.
Ansøgning - vi glæder os til at høre fra dig
Hvis dette job har vakt din interesse, så opfordrer vi dig til at uploade dit CV og evt. ansøgning (på engelsk) via ANSØG-knappen. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Tip en venAndre stillinger