Warehouse Operations Manager til international produktionsvirksomhed

BouMatic, Skjern, Lang Partners ApS

Vil du stå i spidsen for et lager i bevægelse - og skabe struktur, flow og motivation i et team med både drift og udvikling på dagsordenen? Er du den, der tager initiativ, skaber overblik og får tingene til at ske? Så er dette job hos BouMatic A/S i Skjern måske det rette for dig!

Om jobbet

På vegne af BouMatic søger vi en handlekraftig og engageret Warehouse Operations Manager, der får det overordnede ansvar for at sikre en effektiv og stabil lagerfunktion med fokus på både ledelse og logistik. Du bliver en nøgleperson i hverdagen og får mulighed for at sætte dit præg på struktur, samarbejde og processer i en international produktionsvirksomhed.

Du får det overordnede ansvar for afdelingen Warehouse, som du leder gennem to erfarne teamledere: én med ansvar for shipping og pick & pack, med et team på 20-25 medarbejdere, og én med ansvar for varemodtagelse, med 5-6 medarbejdere. Du refererer direkte til BouMatics General Manager i Danmark.

Udover den daglige ledelse bliver en del af din opgave at afsøge muligheder for yderligere automatisering og optimering på lageret - herunder implementering af eksempelvis robotsystemer samt automatiske transportløsninger til intern logistik. Du får ansvar for at vurdere, hvordan flow og processer kan forbedres gennem smartere arbejdsgange, så lagerfunktionen bliver endnu mere effektiv, skalerbar og fremtidssikret.

Dine hovedopgaver bliver bl.a. at:

  • Lede og motivere teamlederne og deres teams i en travl og foranderlig hverdag.
  • Sikre effektive og stabile arbejdsgange med høj leveringssikkerhed.
  • Arbejde målrettet med procesoptimering og udvikling af lagerets flow - herunder identificere og drive initiativer inden for automatisering, robotteknologi og BPR.
  • Understøtte et sikkert og velfungerende arbejdsmiljø for hele lagerfunktionen.
  • Følge op på nøgletal, kapacitet og den daglige drift.
  • Samarbejde tæt med produktion, planlægning og øvrige funktioner for at sikre optimal logistik og intern forsyning.

Om BouMatic

BouMatic er en af verdens førende producenter af udstyr til mælkeproduktion med stærkt fokus på malketeknologi. Produktporteføljen inkluderer traditionelle malkestalde, karruseller og malkerobotter. Et andet vigtigt forretningsområde er automatiske udmugningssystemer.

BouMatic A/S i Skjern er en del af BouMatic Europe/SAC Europe, som har afdelinger i Skjern, Kolding, Holland, Belgien, Tyskland og Frankrig.

Afdelingen i Skjern fungerer som europæisk hovedkontor for R&D og Supply Chain. Med et omfattende netværk af forhandlere og servicepartnere har BouMatic en global tilstedeværelse. I Europa beskæftiger virksomheden ca. 400 medarbejdere, hvoraf 140 arbejder i Danmark - herunder 110 i Skjern.

BouMatic Europe/SAC Europe er amerikansk ejet med hovedkontor i Madison, USA. Læs mere om BouMatic her.

Din profil og kvalifikationer

Vi forestiller os, at du har en stærk baggrund inden for lager- og logistikledelse, gerne fra en produktionsvirksomhed med komplekse vareflow, og du fungerer godt i spændingsfeltet mellem drift, mennesker og procesoptimering.

Vi ser gerne, at du:

  • har solid erfaring med lagerstyring og operativ ledelse
  • har forståelse for materialeflow og systemunderstøttede processer
  • har erfaring med personaleledelse - gerne med teamledere i reference
  • arbejder struktureret og evner at bevare overblikket i en travl hverdag
  • formidler tydeligt og samarbejder naturligt på tværs af afdelinger
  • kommunikerer ubesværet på både dansk og engelsk - skriftligt og mundtligt
  • har blik for forbedringer og tager ansvar for at føre dem ud i livet.

Du trives med ansvar og er en synlig leder, der skaber følgeskab og fremdrift - og som får dine folk med dig på både store og små ændringer.

Hos BouMatic får du

BouMatic har høje ambitioner for arbejdspladsen og prioriterer medarbejdernes trivsel som en afgørende faktor for fortsat vækst og succes. BouMatic ønsker at skabe et miljø, hvor medarbejdere med karriereambitioner får mulighed for at realisere deres potentiale inden for virksomheden.

Du bliver en del af en spændende udvikling i en virksomhed med et godt arbejdsmiljø og en uformel, positiv omgangstone, hvor du indgår i et stærkt kollegialt og socialt fællesskab.

Derudover tilbydes du:

  • en grundig introduktion, der klæder dig på til jobbet
  • en spændende stilling med mulighed for personlig og faglig udvikling i en international og dynamisk virksomhed
  • mulighed for at præge egne opgaver og bidrage til stillingens udvikling
  • strukturerede arbejdsforhold med frihed under ansvar
  • sundhedsforsikring samt løn- og ansættelsesvilkår, der matcher dine kvalifikationer.

Vi ønsker, at du enten bor eller er villig til at bosætte dig i Skjern eller inden for 45 minutters kørsel dertil.

Kan du se mulighederne, og har du spørgsmål? Så lad os starte dialogen

Har du spørgsmål omkring jobbet og ansættelsesforhold, er du meget velkommen til at kontakte Tonny Lang, Lang Partners, pr. mail: tl@langpartners.dk eller pr. telefon 60 888 444.

Ansøgning - vi glæder os til at høre fra dig

Hvis dette job har vakt din interesse, så opfordrer vi dig til at uploade dit CV og evt. ansøgning via ANSØG-knappen. Vi inviterer løbende kandidater til samtale, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Tip en venAndre stillinger

Publiceret13. maj 2025

AnsøgningsfristHurtigst muligt

KontaktTonny LangTL@langpartners.dk+45 60 88 84 44

Arbejdsstedets adresseJernvej 2, 6900 Skjern, DanmarkÅbn i Google Maps