Vil du være med til at sætte retningen for Søndergaards markedsposition?
Søndergaard er en specialiseret nedrivningsvirksomhed med mange års erfaring i komplekse nedrivningsprojekter. I dag er vi en del af Reconor Group, og vi står på et stærkt fundament med solide kunderelationer, høj faglighed og spændende projekter.
Nu tager vi næste skridt.
Vi har en klar ambition om at styrke vores position i markedet og arbejde endnu mere strategisk med relationer, synlighed og markedsmuligheder. Derfor søger vi en Markedschef, der vil være med til at drive udviklingen og sætte retningen for vores markedsindsats.
Hvis du motiveres af at arbejde tæt på beslutningerne, skabe stærke relationer i branchen og sætte tydelige aftryk på vækst og udvikling, så er dette en oplagt mulighed.
En central rolle i Søndergaards udvikling
Som Markedschef får du en synlig og strategisk rolle i Søndergaard. Stillingen er nyoprettet og skabt med et klart mål: at løfte vores markedsarbejde til næste niveau.
Du bliver en del af ledelsen og kommer til at arbejde tæt sammen med direktionen og organisationen om at udvikle vores markedsstrategi, styrke vores relationer og sikre, at vi er til stede i de projekter, hvor vores kompetencer gør den største forskel.
Arbejdsstedet er i Frederikssund, men rollen indebærer også en aktiv tilstedeværelse i markedet og dermed rejseaktivitet herunder også til Jylland.
Dine vigtigste opgaver
Udvikle stærke relationer i markedet: Du opbygger og vedligeholder relationer til entreprenører, rådgivere og bygherrer og sikrer, at Søndergaard er en attraktiv samarbejdspartner i de projekter, hvor vores kompetencer skaber værdi.
Drive og udvikle markedsstrategi: Du omsætter vores ambitioner til konkrete initiativer og bidrager med indsigt i kunder, projekter og nye muligheder i markedet.
Styrke vores synlighed i branchen: Du er med til at tydeliggøre Søndergaards profil og position gennem målrettet kommunikation, branding og relationer.
Skabe struktur og fremdrift i markedsarbejdet: Du bidrager til at professionalisere vores markedsindsats gennem relationer, pipeline-overblik og en systematisk tilgang til samarbejder og kunder.
Vi lægger vægt på, at:
Du trives i en rolle, hvor relationer, strategi og forretningsforståelse går hånd i hånd.
Derudover forestiller vi os, at du
- har erfaring fra bygge-, anlægs- eller rådgiverbranchen
- har et stærkt netværk blandt entreprenører, rådgivere eller bygherrer
- er relationsskabende og trives med en synlig rolle i markedet
- har en kommerciel tilgang og et strategisk blik for forretning
- arbejder struktureret og kan skabe overblik og retning
- bidrager med energi, engagement og naturlig gennemslagskraft
Det er en fordel, hvis du også har erfaring med:
- Key account management
- Markedsstrategi og/eller forretningsudvikling
- Kommunikation og branding i en teknisk branche
Derfor skal du vælge Søndergaard
Hos Søndergaard får du en rolle med reel indflydelse i en virksomhed, der vil fremad. Du bliver en del af en organisation med høj faglighed, stærke kolleger og korte beslutningsveje, hvor gode idéer hurtigt kan blive til handling.
Du får blandt andet:
- en nøgleposition med stor indflydelse på vores markedsposition
- mulighed for at arbejde tæt sammen med ledelsen om strategi og udvikling
- et stærkt fagligt miljø og engagerede kolleger
- en virksomhed med klare ambitioner for vækst og udvikling
Er du interesseret?
Vi glæder os til at høre fra dig! Send gerne din ansøgning til os snarest muligt.
Du kan læse mere om os på www.soendergaard.dk
Reconor Group er en af Danmarks førende miljøservicekoncerner. Vi arbejder med kommunal affaldsindsamling, logistik, nedrivning og drift af miljøpladser fordelt over hele landet. Med specialiserede løsninger inden for ansvarlig og miljøsikker genanvendelse hjælper vi således både private og offentlige kunder med at leve op til Danmarks høje miljøstandarder. Vores formål er at reducere affaldsmængder gennem forebyggelse, genbrug og effektiv ressourceudnyttelse - og dermed styrke den cirkulære økonomi i tråd med FN’s verdensmål.
Reconor Group er moderselskab for affaldsindsamlingsvirksomhederne City Container A/S og City Container Danmark A/S og jord- og affaldsbehandlingsvirksomheden Norrecco samt nedrivningsselskaberne Søndergaard A/S og Hvidberg A/S. Dertil ejer Reconor den irske miljøvirksomhed IMS.
Sammen med vores ejer, Basalt Infrastructure Partners - en infrastruktfond med fokus på investeringer i mellemstore virksomheder i Europa og Nordamerika - fortsætter vi vores vækstrejse. Med afsæt i Danmarks position som et af EU’s førende lande inden for ressourceindsamling og genanvendelse er vi klar til at tilbyde vores miljøserviceløsninger til kunder uden for landets grænser i takt med implementeringen af fælles EU-regler.
Reconor Group, herunder Søndergaard, Hvidberg, Norrecco og City Container, omsætter for ca. DKK 1,7 mia. og beskæftiger mere end 800 medarbejdere. Norrecco håndterer årligt omkring 2 mio. tons jord og 0,8 mio. tons affald, mens City Container driver ca. 200 lastbiler og 31.000 containere. Søndergaard og Hvidberg udfører større og komplekse nedrivnings- og miljøsaneringsopgaver.
Yderligere information findes på www.reconor.dk samt på selskabernes egne hjemmesider: www.norrecco.dk, www.citycontainer.dk og www.soendergaard.dk.
Tip en venAndre stillinger