printshare

Test Coordinator

OpenNet A/S Publiceret 26. april 2022
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligt

Test Coordinator med øje for detaljer og skarpe kommunikationsevner

Vores IT-team mangler dig, der kan hjælpe os med at teste leverancer fra vores softwareleverandør og facilitere test mellem vores samarbejdspartnere. OpenNet har en rigtig stor berøringsflade og dermed et stort ansvar, og vores nye kollega skal derfor være med til at sikre en fortsat stabil platform, der kører på skinner. Du ser detaljerne og er skarp til at koordinere, kommunikere, analysere og samarbejde - og hvis du har dårlig humor, er det faktisk kun et plus.

Lokation: Silkeborg

Hvem er vi? Vi giver dig flere valgmuligheder på din fiberforbindelse

Selvom vi er en mindre virksomhed, som ikke er synlige i gadebilledet, gør vi en stor forskel i den danske telebranche og for slutkunderne. I OpenNet arbejder vi for, at slutkunderne - fx dig og din husstand eller virksomheden længere nede ad gaden - får flere valgmuligheder på sin fiberforbindelse. Vi driver en platform, som gør det nemmere for tjenesteudbydere (dem, der leverer TV og internet) og netejere (dem, der ejer fibernettet) at samarbejde.

Vi har indgået aftaler med hovedparten af de største danske tjenesteudbydere, og vi nærmer os en dækning på næsten 1 mio. adresser. Med andre ord samler vi branchen og accelererer den digitale udvikling i Danmark.

 

Hvem er du? Du er detaljeorienteret og god til at koordinere samt kommunikere

Én af dine arbejdsopgaver - som vi uddyber længere nede i stillingsopslaget - bliver at sikre smidige testsessions mellem tjenesteudbydere og netejere. Vi leder derfor efter dig, som er god til at koordinere, kommunikere og samarbejde, når du er i løbende dialog med vores softwareleverandør og samarbejdspartnere. De kompetencer kommer selvfølgelig også i spil, når du arbejder sammen med dit team. Betegnelsen "detaljerytter" må gerne beskrive dig, for stillingen kræver, at du har øje for detaljerne og går struktureret og analytisk til værks. Derudover tager du ejerskab over dine opgaver, og du har mod på at sætte dig i spidsen for en testsession, som du har ansvaret for at løbe i mål - selvfølgelig med sparring fra dine kolleger.

Vi forventer, at du:

  • har en relevant videregående uddannelse eller et par års erfaring fra en lignende rolle.
  • er struktureret og har øje for detaljer samt stærke kommunikationsevner.
  • er god til engelsk, da leverandøren af vores IT-platform har hovedsæde i London.

Derudover er det en fordel, at du:

  • har en ISTQB-foundation eller lignende certificering.
  • har erfaring med test af API’er.
  • kan sætte sig i spidsen for en testssession.

Der er gode muligheder for udvikling i jobbet, og vi er parate til at tilbyde den rigtige kandidat den rette opkvalificering. Er du nyuddannet og søger dit første job efter afsluttet studie, så tøv ikke med at sende os en ansøgning.

 

Hvad er dine opgaver? Du skal bl.a. planlægge, udføre, analysere og dokumentere tests

Som beskrevet ovenfor har vi i OpenNet en stor berøringsflade og mange samarbejdspartnere, og det er derfor yderst vigtigt, at vores IT-platform er stabil og kører på skinner. Det indebærer bl.a. en masse tests, så vi hele tiden sikrer os, at vores platform bliver opdateret og vedligeholdt.

Dine primære arbejdsopgaver bliver at:

  • planlægge, udføre, analysere og dokumentere tests sammen med eksterne samarbejdspartnere og i den forbindelse kommunikere klart og effektivt.
  • koordinere, facilitere og rapportere på testsessions og følge op på opgaver, som udspringer af disse.
  • teste leverancer fra vores softwareleverandør - herunder kvalitetssikre brugerkrav ud fra fx use cases eller tekniske løsningsbeskrivelser.
  • identificere, hvad der skal testes og hvordan.

 

Hvordan ser din hverdag ud i OpenNet? Høj faglighed, fleksibilitet og fællesskab

Du kommer til at få din daglige gang i vores IT-team, som bl.a. har ansvaret for vores IT-arkitektur og -udvikling. Én af de kolleger, du vil komme til at arbejde tæt sammen med, er Jacob Hee Laursen, som er testsansvarlig:

"Imellem os kolleger er vi uformelle, og dagen byder både på effektivt arbejde, dårlig humor og godt humør. Vi klarer ærterne og har en fest samtidigt. Og så støtter vi altid hinanden og er pragmatiske."  

OpenNet er en fleksibel arbejdsplads, hvor det stærke fællesskab er det første, du møder. Vi er specialister, men vi når længst sammen. Og som Jacob fortæller ovenfor, får vi tingene til at ske - vi realiserer vores overordnede mål såvel som driftsopgaver, og vi sparrer med hinanden i løbet af arbejdsdagen. Og så har vi det sjovt og interesserer os for hinanden - både i og uden for arbejdstiden - og der er ikke langt fra faglige møder til grin og et slag bordfodbold.

Det er derfor vigtigt, at du er udadvendt og imødekommende, og at du har lyst at indgå i et større fællesskab og kan se dig selv i IT-teamet såvel som i OpenNet.

 

Send os din ansøgning allerede i dag

Vi inviterer løbende til samtaler, så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt. Har du spørgsmål, eller ønsker du at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte OpenNet ved Business Development Manager Tina Juhl-Madsbjerg på tlf. 2343 8381 eller IT Chefarkitekt Søren Nielsen på tlf. 2367 5639.

Tip en venAndre stillinger