Er du klar til at tage det næste skridt i din karriere og spille en vigtig rolle i økonomistyringen hos Danmarks største parkeringsselskab? Hos APCOA søger vi en Junior Controller, der er klar til at bidrage til vores finansielle overblik og vækst. Vi tilbyder en spændende stilling med læring, udvikling og muligheden for at gøre en forskel i et dynamisk miljø.
Du vil blive en del af vores økonomiafdeling og arbejde tæt sammen med dygtige kolleger. Din arbejdsplads bliver på vores hovedkontor i Vejle, og du vil referere til vores Økonomichef.
Her er et udpluk af de opgaver, du kan glæde dig til:
- Bogholderi: Bogføring og afstemning af omsætning samt afstemning af statusposter og momssandsynliggørelse.
- Økonomirapportering: Udarbejdelse af rapporter og analyser, som giver overblik og understøtter beslutningstagning.
- Budgettering og dataanalyse: Deltagelse i budgetprocessen, bearbejdning af finansielle data og løbende opfølgning på økonomiske nøgletal samt ajourføring af masterdata.
- Revisionsforberedelse: Hjælpe med at sikre, at alt er klar til eksterne revisioner.
- Procesoptimering: Bidrage til udviklingen og optimeringen af økonomiprocesser og interne kontroller.
Kort sagt: Du får mulighed for at arbejde med en bred vifte af bogholderi -og controller-opgaver og opbygge stærke kompetencer inden for økonomistyring.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er analytisk, detaljeorienteret og nysgerrig på at lære. Du har en stærk interesse for økonomi og trives med at arbejde i et struktureret miljø, hvor kvalitet og deadlines er i fokus.
Derudover:
- Du har en relevant økonomisk uddannelse. Er du i gang med HD eller anden relevant uddannelse, vil den sagtens kunne færdiggøres i din ansættelse hos APCOA.
- Du har måske 1-2 års erfaring fra en lignende rolle eller som økonomiassistent.
- Du er stærk i Excel og har erfaring med økonomisystemer - erfaring med Business central og Bi-systemer er en fordel.
- Du kommunikerer klart og professionelt på dansk og engelsk.
- Du har en proaktiv tilgang til opgaver og elsker at lære nyt.
Det får du hos os
Hos APCOA bliver du en del af en virksomhed med masser af energi og gode kolleger. Vi tilbyder:
- En spændende og alsidig rolle, hvor du får lov til at lære og udvikle dig.
- En hverdag i moderne lokaler på vores hovedkontor i Vejle.
- Et fleksibelt arbejdsmiljø med mulighed for hjemmearbejde.
- Et professionelt Økonomi team, som arbejder godt sammen både socialt og fagligt.
- Samarbejde med både nordiske og internationale teams i en stor europæisk organisation
Kort om os
APCOA er Danmarks største parkeringsselskab. Vores vision er at være Danmarks foretrukne parkeringsselskab, samt at være markedsledende inden for den service og de teknologiske løsninger branchen yder. For at opfylde denne vision, er det vigtigt at samtlige medarbejdere hos APCOA arbejder ud fra det samme sæt værdier. Værdierne i APCOA er: Kundefokus, Troværdighed, Teamorienteret, Professionalisme, Innovation og Respekt.
Lyder det som noget for dig?
Så send din ansøgning hurtigst muligt ved at klikke ansøg. Vi glæder os til at høre fra dig.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-koordinator Anne-Lise Johansen på mail: alj@apcoa.dk, eller HR-koordinator Christina Wind på mail: cpe@apcoa.dk.
Opstart hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rette kandidat.
Tip en venAndre stillinger