Studentermedarbejder med interesse for sundhed, forebyggelse, projektudvikling og politik

Diabetesforeningen Publiceret 9. oktober 2026
Ansøgningsfrist 6. november 2026

Studentermedarbejder med interesse for sundhed, forebyggelse, projektudvikling og politik

Vil du bruge din faglighed til at bidrage til bedre forebyggelse, nye indsatser og politikudvikling på sundhedsområdet? Og få erfaring med projektudvikling, formidling og samarbejde i krydsfeltet mellem viden, praksis og politik? Så er du måske vores nye studentermedarbejder i Diabetesforeningen.

 

Om stillingen

Du bliver en del af vores afdeling for Public Affairs & Fonde. Dine opgaver vil primært ligge i sekretariatet for vores flagskibsprojekt, FORUM for Early Action on Cardiometabolic Diseases, og i Team Fonde. Derudover vil du bidrage til Team Politiks arbejde med politisk interessevaretagelse og kommunikation.

 

FORUM er et nationalt, vidensbaseret samarbejde, der arbejder for tidligere og mere målrettet forebyggelse af hjerte-kar-sygdom og type 2-diabetes blandt højrisikogrupper. Vi samler viden fra forskning, praksis og civilsamfund og omsætter den til analyser og anbefalinger, som kan bruges i både sundhedsvæsenet og politiske beslutningsprocesser. FORUM drives i fællesskab af Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.

 

Som studentermedarbejder arbejder du tæt sammen med sekretariatet og hjælper med at understøtte FORUMs faglige arbejde, møder og aktiviteter. Du får indblik i, hvordan forskere, sundhedsprofessionelle, kommuner og civilsamfund bidrager til at skabe et øget fagligt og politisk fokus på forebyggelse og målet om at skabe flere sunde leveår for danskerne.

 

I Team Fonde arbejder vi med at udvikle projekter og partnerskaber og skaffe finansiering, så gode idéer kan blive til konkrete indsatser. Vi samarbejder med blandt andre kommuner, forskningsmiljøer og civilsamfund om at udvikle løsninger på udfordringer for mennesker med diabetes og mennesker i risiko for at udvikle sygdommen. Du vil også skulle bidrage til Team Politiks arbejde, fx med sundhedspolitisk research, debatindlæg og tekster til Diabetesforeningens forskellige kanaler samt gennemførelse af faglige og politiske arrangementer. Opgaverne varierer i størrelse og karakter. Nogle kræver fordybelse og en god pen, andre kræver overblik og praktisk sans. Du får løbende sparring og mulighed for at tage mere ansvar, efterhånden som du lærer arbejdet at kende.

 

Skrivearbejde og vidensindsamling vil fylde en del i din hverdag. Du vil også hjælpe med den koordinering og de praktiske opgaver, der får projekter og samarbejder til at fungere.

 

Dine opgaver

Du vil blandt andet:

  • Lave research og samle viden fra forskning, rapporter og andre relevante kilder om sundhed, forebyggelse og ulighed i sundhed
  • Bidrage til projektudvikling og fondsansøgninger, blandt andet ved at undersøge problemstillinger og finansieringsmuligheder samt skrive og tilpasse tekster og øvrigt ansøgningsmateriale.
  • Understøtte arbejdet i FORUMs sekretariat med mødeforberedelse, referater, koordinering og opfølgning.
  • Hjælpe med at planlægge og gennemføre møder, konferencer og andre arrangementer.
  • Bidrage til kommunikation om projekterne og Diabetesforeningens politiske mærkesager, fx tekster til hjemmeside, nyhedsbreve og præsentationer.

 

 Om dig

Du er i gang med en videregående uddannelse, fx inden for folkesundhedsvidenskab, samfundsvidenskab, en sundhedsfaglig uddannelse eller kommunikation. Det vigtigste er, at du interesserer dig for sundhed og forebyggelse og har lyst til at arbejde med projektudvikling, politik, formidling og koordinering.

 

Vi forestiller os, at du:

  • Har en god pen og kan tilpasse dine tekster til forskellige formål og modtagere - fra fondsansøgninger og referater til tekster om projekterne.
  • Er god til at sætte dig ind i nyt stof og kan finde, samle og formidle relevant viden med blik for de væsentligste pointer.
  • Arbejder struktureret og har blik for detaljen, så der er styr på materialer, aftaler og opfølgning.
  • Tager initiativ og får opgaver fra hånden, både når det gælder skrivearbejde og praktiske opgaver omkring møder og arrangementer.
  • Er nysgerrig og en god samarbejdspartner, der har lyst til både at lære og bidrage og søger sparring undervejs.

 

Du er fortrolig med Office-pakken og kan bruge Word og PowerPoint til at lave overskuelige tekster og præsentationer. Du kan læse fagligt materiale på engelsk og har erfaring med at bruge AI-værktøjer i dit arbejde. Erfaring med projektarbejde, fondsansøgninger eller planlægning af arrangementer er en fordel, men ikke et krav.

 

Du må gerne bruge AI til din ansøgning. Skriv blot, at du har gjort det, og fortæl os til samtalen, hvad du brugte det til og hvordan.

 

Hvem er vi?

Diabetesforeningen er en af landets største patientorganisationer. Vi kæmper for at komme diabetes til livs både på vegne af mennesker med diabetes, deres pårørende og vores samfund. Vi arbejder for at opdage sygdommen i tide, forebygge at den udvikler sig - og hver eneste dag løfte livskvaliteten for dem, der har sygdommen inde på livet.

Hos os er arbejdskulturen tillidsbaseret, ambitiøs og innovativ. Vi omsætter hurtigt viden til handling - til gavn for vores medlemmer - og vi værner om arbejdsglæden i hverdagen.

Som medarbejder hos os:

  • Bidrager du til vækst og udvikling - tværfagligt samarbejde og fælles fremdrift med udgangspunkt i strategien
  • Er du ambitiøs, målrettet og på forkant - og sætter en høj standard for både dig selv, dine kolleger og opgaveløsningen
  • Tænker du helhedsorienteret, strategisk og innovativt - og følger opgaver helt til dørs med blik for sammenhænge, forandring og bedre løsninger
  • Deler du viden og giver feedback - fordi vi udvikler os i fællesskab og bliver klogere sammen
  • Tager du ansvar for trivsel - både din egen og dine kollegers

Vi søger dig, der vil være en aktiv del af en kultur, hvor vi løfter i flok, tør udfordre status quo - og arbejder med både hjerte og handlekraft for vores medlemmer.

 

Du får din daglige gang i Glostrup og arbejder tæt sammen med FORUMs sekretariat, Team Fonde og Team Politik. Du bliver en del af et lille studenterteam, hvor I deler opgaverne og sparrer med hinanden.

 

I FORUM bliver du også en del af et samarbejde på tværs af Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.

Diabetesforeningen arbejder sammen om det fælles formål at skabe bedre liv med diabetes og et sundere Danmark. Arbejdskulturen er tillidsbaseret, ambitiøs og innovativ. Vi omsætter viden til handling, og vi værner om arbejdsglæden i hverdagen. Vi arbejder struktureret og ambitiøst med at bruge AI klogt i vores opgaveløsning.

 

Ansættelsesvilkår

Stillingen er på ca. 20 timer om ugen. Vi tilrettelægger arbejdstiden i dialog med dig og tager hensyn til undervisning og eksamensperioder. Din løn fastsættes efter, hvor langt du er i din uddannelse.

Dit arbejdssted er Stationsparken 24 i Glostrup.

 

Vi ønsker stillingen besat fra 1. januar 2027 eller hurtigst muligt derefter.

 

Ansøgning og kontakt

Send din ansøgning, CV og karakterudskrift via linket senest 6. november 2026. Vi forventer at holde samtaler i uge 47.

 

Du kan få mere at vide om stillingen hos Signe Riis Andersen, politisk chef, på 24947525.

 

Læs mere om Diabetesforeningen på: www.diabetes.dk

Tip en venDetaljer

JobAgent

Tilmeld dig JobAgenten, og modtag stillingsopslag, som matcher dine præferencer, så snart de bliver slået op.

Er der ikke en ledig stilling som matcher dine kompetencer, er du velkommen til at oprette en JobAgent. Så vil du automatisk modtage en mail, hvis vi slår en stilling op, som kunne have interesse for dig.