Pædagogisk medarbejder (32 timer) søges til aften- og sovende nattevagter på LGBT+ krisecenter

Tårnbyhus LGBT+ Krisecenter, Tårnbyhus

Pædagogisk medarbejder (32 timer) søges til aften- og sovende nattevagter på LGBT+ krisecenter  

Er du en stabil og nærværende person, der kan skabe fællesskab og tryghed? 


Vil du være med til at gøre en forskel for LGBT+ personer, der har været udsat for vold? Og kan du se dig selv som en del af et stærkt kollegafællesskab, hvor vi sammen skaber et trygt sted at være og møder alle mennesker med respekt og ligeværd? 

Tårnbyhus er et krisecenter under servicelovens § 109 med høj faglighed og plads til 7 beboere. Vi holder til i en villa med fællesarealer og have. Hver beboer har eget værelse med bad og toilet samt adgang til fælles køkken. Vi ligger tæt på strand og metro. 

På krisecentret får LGBT+ personer sikkerhed og hjælp til at bearbejde volden og støtte til processen hen imod et liv uden vold i nære relationer. Beboerne kommer ofte med komplekse problematikker og det er vores opgave at møde alle med respekt, tilbyde vejledning og stille vores faglige viden til rådighed, altid med udgangspunkt i den enkeltes behov og ønsker. 

 

Hvem er du? 

Vi søger en kollega med en pædagogisk uddannelse eller anden relevant socialfaglig baggrund, gerne suppleret med erfaring fra krisecenter, døgninstitution eller lignende socialfagligt arbejde. Derudover har du interesse for eller erfaring med mennesker i udsatte livssituationer. 

Vi lægger vægt på, at du formår at skabe tillidsfulde relationer, samtidig med at du kan sætte tydelige og professionelle grænser. Du trives med selvstændigt arbejde, tager ansvar for dine opgaver og bevarer roen og overblikket, når hverdagen byder på uforudsigelige situationer.  

Du er god til at skabe struktur og bidrager aktivt til et positivt arbejdsmiljø og et stærkt kollegialt samarbejde. Samtidig har du lyst til at være en del af et mindre hus, hvor alle hjælper hinanden og løfter både praktiske og faglige opgaver i fællesskab. 

Som person er du nysgerrig, reflekterende og fagligt engageret, og du har lyst til løbende at udvikle både dig selv og den faglige praksis. Du har en anerkendende og respektfuld tilgang til LGBT+ problematikker. 


Hvad er opgaven? 

Du bliver en del af et fast team, som sammen har ansvaret for den helhedsorienterede krisecenterindsats og et fælles ansvar for at skabe et trygt og rart hus for beboerne. Som pædagogisk medarbejder får du en central rolle i beboernes hverdag, særligt i aftentimerne, hvor du er med til at skabe en hjemlig atmosfære, opbygge tillidsfulde relationer og understøtte den enkelte beboers trivsel og udvikling. 

Du støtter beboerne i at mestre hverdagen og skabe struktur, samtidig med at du kan sætte tydelige rammer og guide konstruktivt, når situationen kalder på det. Arbejdet indebærer også håndtering af krisereaktioner med et særligt fokus på sikkerhed, ligesom du dokumenterer relevante observationer og hændelser ud fra et voldsfagligt perspektiv. 

Du medvirker desuden ved visitation, modtagelse og udflytning af beboere samt klargøring af værelser ved ind- og udflytninger. Samtidig bidrager du til den daglige drift af huset gennem praktiske opgaver som rengøring, oprydning, indkøb og andre opgaver, der er med til at gøre huset til et trygt og rart sted at bo.  

Da de fleste vagter ligger i aftentimerne, vil du ofte være den eneste medarbejder i huset, men du vil aldrig være alene om opgaven, da du bliver en del af et tæt team med tradition for løbende sparring og mulighed for at trække på kolleger og ledelse ved behov. 


Vi tilbyder 

Hos os får du et meningsfuldt arbejde, hvor du hver dag har mulighed for at gøre en reel forskel for mennesker i en sårbar livssituation. Du bliver en del af et fagligt stærkt og engageret medarbejderteam, hvor samarbejde, sparring og fælles ansvar går hånd i hånd med en høj grad af selvstændighed i opgaveløsningen. Vi prioriterer faglig udvikling og tilbyder løbende supervision samt gode muligheder for kurser, efteruddannelse og kompetenceudvikling. 

Derudover får du stor indflydelse på indholdet i dit arbejde. Har du særlige kompetencer eller interesser inden for eksempelvis yoga, NADA, kreative aktiviteter, spil, motion eller andre fællesskabsskabende aktiviteter, ser vi gerne, at du bringer dem i spil. Vi værdsætter medarbejdernes initiativer og giver gode muligheder for at præge arbejdsdagen. 

Arbejdet er tilrettelagt med sammenhængende arbejdsperioder efterfulgt af flere sammenhængende fridage, som sikrer en god balance mellem arbejdsliv og privatliv. 


Arbejdstid 

Stillingen består primært af aften-/nattevagter. En aften/nattevagt er som udgangspunkt fra kl. 17.00 til 06.00 næste morgen. Tiden fra kl. 23-06 er rådighedstjeneste, hvor du kan sove, medmindre der opstår en akut situation, som kræver din indsats. Der er også enkelte dagvagter, der skal sikre mulighed for deltagelse i personalemøder, supervision og faglig udvikling. Derudover vil du have vagt hver 3. weekend, ligesom der vil være arbejde på helligdage. 

Tårnbyhus LGBT+ Krisecenter er en del af Forenede Care, som er en dansk familieejet omsorgsvirksomhed med krisecentre, rehabiliteringscenter og plejecentre.  

Tårnbyhus er ikke omfattet af overenskomst. 


Ansættelsesproces 

Ansættelse: 1. oktober 

Ansøgningsfrist: torsdag den 20. august kl. 23.59 

Samtaler afholdes: den 26., 27. eller 28. august 


Ved spørgsmål kontakt centerchef Majken Fuglsang på 23 46 96 69 (ferie i uge 30, 31, 32) eller husvagtstelefonen på 24 81 64 66.


 

Tip en ven

Publiceret13. juli 2026

Ansøgningsfrist20. august 2026

KontaktMajken Fuglsangmajfug@forenede-care.dk23469669

Arbejdsstedets adresseAmager Strandvej 384, 2770 Kastrup, DanmarkÅbn i Google Maps