Regnskabsmedarbejder med ansvar for bogholderi - deltid

Danske Handicaporganisationer, Danske HandicaporganisationerPubliceret 27. oktober 2026
Ansøgningsfrist 15. november 2026

Regnskabsmedarbejder med ansvar for bogholderi - deltid

Har du styr på bogholderiet, sans for detaljen og lyst til en selvstændig stilling i en organisation, der arbejder for at gøre en forskel?

Danske Handicaporganisationer (DH) søger en erfaren og selvstændig regnskabsmedarbejder, der kan være med til at sikre en velfungerende økonomiadministration. 

Vi leder efter dig, der har solid erfaring med bogholderi, lønadministration, arbejder struktureret og trives med både faste rutiner og forskellige opgaver i løbet af arbejdsdagen.

Du bliver en del af et mindre økonomiteam, hvor vi hjælper hinanden og lægger vægt på høj faglighed, godt samarbejde og en uformel omgangstone. Ligesom vi lægger vægt på et godt samarbejde i teamet, så lægger vi også vægt på et godt samarbejde med vores kollegaer i de øvrige teams, og vi tager ansvar for at opgaver bliver fulgt helt til dørs.

Dine opgaver

Du får en central rolle i den daglige økonomiadministration og ansvar for en række faste opgaver.

Dine primære arbejdsopgaver bliver:

  • Daglig bogføring, herunder registrering af indbetalinger og håndtering af kreditorer.
  • Betalinger og afstemning af bankkonti.
  • Kontrol og bogføring af fakturaer i vores økonomisystem Uniconta.
  • Afstemning af lønkonti og koordinering af oplysninger til lønadministrationen, herunder tidsregistreringer.
  • Afstemning af balancekonti og kvalitetssikring af bogholderiet.
  • Support til kolleger i forbindelse med fakturahåndtering og økonomiadministration.
  • Bidrag til kvartals- og årsafslutning.
  • Andre forefaldende opgaver inden for økonomi og administration.

Du får mulighed for at præge tilrettelæggelsen af dine opgaver og bidrage til at udvikle og effektivisere vores arbejdsgange.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du har flere års erfaring med bogholderi og regnskab og er vant til at arbejde selvstændigt.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • Har en uddannelse indenfor økonomi og regnskab
  • Har solid erfaring med bogholderi, afstemninger og regnskabsopgaver.
  • Arbejder struktureret, grundigt og har blik for detaljen.
  • Tager ansvar og følger dine opgaver helt til dørs.
  • Er fortrolig med digitale økonomisystemer og har lyst til at arbejde med nye løsninger.
  • Er hjælpsom og god til at samarbejde med kolleger, der ikke nødvendigvis har økonomi som deres fagområde.
  • Har en positiv og løsningsorienteret tilgang til opgaverne.
  • Motiveres af at bidrage til en organisation, hvor formål og værdier går hånd i hånd med professionalisme og ansvarlig drift.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med Uniconta og lønadministration, men det er ikke et krav.

Hvad tilbyder vi?

En spændende stilling med mulighed for at tage ansvar og bruge din faglighed i en organisation med et vigtigt samfundsmæssigt formål.

Vi tilbyder:

  • En deltidsstilling på 15-20 timer om ugen med fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden.
  • Et fælleskontor med egen fast arbejdsplads.    
  • Et godt kollegialt fællesskab og et sekretariat med høj trivsel.
  • En arbejdsplads i Handicaporganisationernes Hus lige ved Høje Taastrup Station.
  • Gode fysiske rammer, god frokostordning og adgang til fitnessrum.

Du bliver en del et økonomiteam på tre og refererer til vores vicedirektør.

Løn og ansættelsesvilkår aftales efter DH's husaftale.

Om os

DH er paraplyorganisation for 38 handicaporganisationer med mere end 400.000 medlemmer.

Vi arbejder for et samfund, hvor mennesker med handicap har samme muligheder som alle andre for at deltage, bidrage og leve det liv, de ønsker. Det gør vi lokalt, nationalt og internationalt.

Vi er omkring 40 medarbejdere i DH’s sekretariat og har kommunale lokalafdelinger der drives af frivillige.

Vi bor i Handicaporganisationernes Hus i Høje Taastrup - et moderne og tilgængeligt kontorhus, hvor en række handicaporganisationer har deres daglige arbejdsplads.

Læs mere på www.handicap.dk.

Praktiske oplysninger

Ansøgningsfristen er søndag den 15. november 2026

Vi forventer at holde første samtalerunde fredag den 20. november. Kandidater, der går videre til anden samtale, vil blive bedt om at løse en mindre opgave.

Forventet tiltrædelse den 1. januar 2027.

Du søger stillingen via vores elektroniske rekrutteringssystem.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Anne Katrine Bertelsen tlf. 61 90 50 84 (send gerne en sms først).

Vi ønsker en mangfoldig medarbejdergruppe og opfordrer alle kvalificerede til at søge uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund.

Tip en venDetaljer

Kommunikationskonsulent

Danske Handicaporganisationer, Danske HandicaporganisationerPubliceret 20. oktober 2026
Ansøgningsfrist 8. november 2026

DH søger kommunikationskonsulent

Kan du spotte en god historie, pitche den til en journalist og få den ud at leve i medierne? Og kan du bagefter skifte spor, finde vinklen til et opslag på sociale medier og få det ud over rampen? Så har vi måske et job til dig.

Danske Handicaporganisationer (DH) søger en kommunikationskonsulent til et vikariat i kommunikations- og presseafdelingen.

Vi leder efter dig, der er god til at lave kommunikation og som vil prøve kræfter med mange forskellige sider af faget. Du skal have mod på presse, sociale medier, kampagner og de kommunikationsopgaver, der opstår undervejs i en politisk organisation.

Du har også blik for, at kommunikation i en politisk organisation handler om at forstå dagsordener, timing og hvem vi gerne vil nå med vores budskaber.

Du kommer til at arbejde med vores løbende pressearbejde. Finde historier og vinkler, pitche til journalister og hjælpe med at håndtere pressehenvendelser på vores pressetelefon. Og du kommer til at lave indhold til vores sociale medier - fra den første idé til det færdige opslag.

En vigtig del af arbejdet er også at finde de mennesker og historier, der kan gøre vores politiske dagsordener konkrete og nærværende. Det kan være en person, der vil fortælle sin historie til en journalist, medvirke i en video på sociale medier eller være en del af en større kampagne.

Og så kommer du til at arbejde med kampagner. Lige nu fylder blandt andet vores indsats ’mød mennesket’, hvor vi arbejder for at nedbryde fordomme og usikkerhed og skabe flere møder mellem mennesker med og uden handicap. Her kan opgaven fx være at finde medvirkende, udvikle indhold til sociale medier eller være med til at få kampagnen ud at leve.

Derudover kommer du til at løse mange af de kommunikationsopgaver, der opstår i hverdagen. Det kan være en nyhed til hjemmesiden, kommunikation om en politisk sag, at optage en video med vores formand eller noget helt fjerde.

Du får dygtige folk omkring dig

Du behøver ikke have mange års erfaring, men vi forventer, at du har prøvet kommunikationsfaget af i praksis og kan tage selvstændigt ansvar for en opgave.

Du bliver en del af en kommunikationsafdeling med dygtige og erfarne kolleger, som du kan sparre med og lære af. Vi arbejder tæt sammen, og der er altid nogen at vende en historie, en vinkel eller et opslag med.

Men vi forventer også, at du selv kan gribe en opgave og drive den frem. Du får ansvar fra starten og mulighed for hurtigt at komme på banen med dine egne idéer. Selvfølgelig med mulighed for sparring undervejs.

Sammen med vores politiske kolleger arbejder vi med presse, sociale medier og kampagner for at sætte handicapsagen på dagsordenen og flytte holdninger.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du:

  • skriver godt, klart og levende.
  • synes, det er sjovt at arbejde med både presse og sociale medier.
  • kan se en historie og har mod på at kontakte journalister og pitche den.
  • har lyst til at opsøge mennesker og historier, der kan gøre vores politiske dagsordener konkrete og nærværende.
  • har mod på at arbejde med kampagner og tage en idé fra tanke til konkret kommunikation eller indsats.
  • interesserer dig for politik og samfund og har en grundlæggende forståelse for, hvordan kommunikation kan påvirke den offentlige debat og politiske beslutninger.
  • trives med en hverdag med små og store kommunikationsopgaver og indimellem tager ansvar for at drive mindre projekter frem.
  • kan arbejde selvstændigt, tager initiativ og får ting gjort.

Det afgørende er, at du kan kommunikere, har prøvet faget af i praksis og er klar til at tage ansvar.

Vær med til at flytte handicapsagen

DH er paraplyorganisation for 38 handicaporganisationer og arbejder for et samfund, hvor mennesker med handicap har samme muligheder som alle andre.

Det betyder, at du kommer til at arbejde med kommunikation om nogle af de vigtigste spørgsmål for mennesker med handicap: Hvordan sikrer vi, at børn med handicap får en god skolegang? Hvordan får flere mennesker med handicap mulighed for at arbejde? Og hvordan skaber vi et samfund, hvor mennesker med handicap kan deltage på lige fod med alle andre?

Hos os kommer du tæt på aktuelle politiske dagsordener og får mulighed for at lave kommunikation, der skal påvirke politik, skabe debat og flytte holdninger.

Praktisk

Stillingen er et vikariat fra 1. januar til 31. oktober 2027.

Du kommer til at arbejde i Handicaporganisationernes Hus i Høje-Taastrup sammen med omkring 40 kolleger.

Ansøgningsproces

Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer via nedenstående link senest søndag den 8. november. Vi afholder samtaler i uge 46.

Vi ønsker en arbejdsplads med plads til forskelle og mangfoldighed og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge - uanset køn, alder, religion, handicap eller etnisk baggrund.

Vil du vide mere?

Kontakt chef for politik og kommunikation Anne Sina på tlf. 51 14 58 85 eller asi@handicap.dk.

Tip en venDetaljer

JobAgent

Tilmeld dig JobAgenten, og modtag stillingsopslag, som matcher dine præferencer, så snart de bliver slået op.

Er der ikke en ledig stilling som matcher dine kompetencer, er du velkommen til at oprette dig i en af vores JobAgenter. Så vil du automatisk modtage en mail, hvis vi slår en stilling op, som kunne have interesse for dig.