Kan du skabe arrangementer, som kunderne har lyst til at
deltage i - og holde styr på både markedsføring, planlægning og afvikling?
I Middelfart Sparekasse holder vi mere end 100
kundearrangementer om året. Vi søger en eventkoordinator, der kan være primus
motor fra den første idé til den sidste opfølgning. Og bare rolig. Inden du
bliver alt for forpustet, skal du vide, at du har gode kolleger, der hjælper
dig, så du ikke har ansvar for dem alle.
Vores ambition er at være Danmarks mest nærværende
pengeinstitut. Arrangementerne er en vigtig del af den ambition. De skal give
kunderne relevante oplevelser og styrke vores relationer og lokale
tilstedeværelse.
Du får ansvar fra idé til afvikling
Du bliver en del af marketing og arbejder tæt sammen med
vores 21 kundeekspederende afdelinger, fagchefer og dine øvrige
marketingkolleger. Du driver planlægningen af arrangementerne og sikrer, at
alle ved, hvad de skal bidrage med.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Planlægge
årets kundearrangementer sammen med de kundevendte afdelinger og marketing
- Udvikle
tiltag, der kan bruges på tværs af afdelinger
- Styre
budgetter, tidsplaner og aftaler med oplægsholdere og leverandører
- Koordinere
markedsføring, invitationer og deltagerkommunikation med dine
marketingkolleger
- Håndtere digitale
tilmeldinger, deltagerlister og evalueringer
- Sikre
en god afvikling og følge op på fremmøde, kundeoplevelse og økonomi.
Du kan dit eventhåndværk og forstår marketing
Du har dokumenteret erfaring med at planlægge og afvikle
events og er vant til at have flere arrangementer i gang samtidig.
Uddannelsesmæssigt har du sikkert en marketingbaggrund, men vi er især
interesserede i din praktiske erfaring, og hvilken rolle du har haft, når det
gælder afvikling af events.
Du kan vurdere, hvem et arrangement er relevant for, og
hvordan vi får dem til at deltage. Samtidig er du fortrolig med digitale
værktøjer til tilmelding, kommunikation og opfølgning.
Du arbejder struktureret, følger op og får opgaverne i mål.
Du er god til at samarbejde og tydelig om aftaler og deadlines. Og du bevarer
roen, når programmet ændrer sig, eller teknikken driller.
Jobbet indebærer transport mellem vores afdelinger og
arbejde uden for almindelig arbejdstid i forbindelse med arrangementer. Jobbet
indebærer også en stor kontaktflade både internt i Sparekassen og eksternt. Det
er derfor vigtigt, at du er dygtig til at kommunikere tydeligt og imødekommende
både mundtligt og på skrift.
Du bliver en del af marketingafdelingen
Du får kolleger med kompetencer inden for branding og
kommunikation, digitale kanaler, grafisk produktion og lokal markedsføring. Vi
hjælper hinanden og giver plads til, at du kan præge både arrangementerne og
måden, vi arbejder med dem på.
Ud over dine ni nærmeste kolleger kan du se frem til en
hverdag omgivet af 650 kolleger fordelt på 21 adresser. Vi arbejder på den mest
attraktive arbejdsplads i finanssektoren - ifølge de ansatte.
Har du lyst til at være med?
Send din ansøgning og dit CV via linket. Fortæl gerne om et
par arrangementer, du har haft ansvar for, og hvad du bidrog med. Vi holder
samtaler løbende, og ansætter når vi har den rigtige kandidat.
Har du
spørgsmål, kan du kontakte områdedirektør for marketing og
forretningsudvikling, Kristian Gren på 27900511 eller HR-direktør Helle Lund
Gregersen på 27900547.
Tip en venAndre stillinger