Digital marketingassistent søges
Vi søger en digital marketingassistent med erfaring til vores Online Marketingafdeling. Du skal være med til at styrke vores digitale tilstedeværelse, skabe engagerende indhold og sikre effektiv annoncering på tværs af vores digitale kanaler.
En alsidig hverdag
Du kommer til at arbejde i vores Marketingafdeling på hovedkontoret i Vordingborg, hvor du bliver en del af et dynamisk hold, som består af kreative, glade mennesker. Tempoet er til tider højt, stemningen er sprudlende, og vi har det sjovt, når vi går på arbejde.
Hverdagen er alsidig, og du kommer til at arbejde med både planlægning, produktion og optimering af vores digitale markedsføring. Dit primære fokus bliver annoncering på Facebook og Instagram, hvor du får mulighed for at tage ansvar for dine egne opgaver og bidrage med idéer og forbedringer.
Vi lægger vægt på, at du er initiativrig, arbejder struktureret og selv kan tage fat på nye opgaver, når de igangværende er afsluttet.
Arbejdstiden er fuldtid; mandag-torsdag kl. 08.00-16.30 og fredag kl. 08.00-13.00.
Dine opgaver
Du kommer blandt andet til at arbejde med:
- Planlægning, opsætning og optimering af sponsorerede annoncer på Facebook og Instagram (Meta Ads)
- Planlægning og produktion af organisk indhold til sociale medier
- Udarbejdelse af annoncetekster og samarbejde med vores grafiker om visuelt indhold
- SEO og løbende optimering af vores hjemmesider, herunder tekstforfatning
- Besvarelse og håndtering af anmeldelser på Trustpilot
- Administration og vedligeholdelse af vores webshop
Det er vigtigt for os, at du får en god start, og du vil derfor få en grundig oplæring, hvor du bliver sat godt ind i de forskellige opgaver og systemer.
Vi forventer, at du
- Har 2-5 års erfaring med digital markedsføring
- Har praktisk erfaring med annoncering på Facebook og Instagram via Meta Ads Manager
- Kan arbejde selvstændigt med opsætning og optimering af kampagner
- Er stærk til at skrive og kommunikere
- Arbejder struktureret, tager initiativ og ansvar for dine opgaver
- Har blik for både detaljen og den samlede marketingindsats
- Har en god forståelse for, hvad der skaber resultater i digital annoncering, og kan se muligheder for forbedringer
Det er en fordel, hvis du har erfaring med Canva, Adobe Photoshop eller SEO, men det er ikke et krav.
Vi tilbyder
- En alsidig stilling med stor frihed under ansvar
- Mulighed for at præge vores digitale markedsføring
- Dygtige kollegaer og korte beslutningsveje
- Et uformelt arbejdsmiljø med højt humør
- Gode muligheder for faglig udvikling
- Løn på 24.000-28.000 kr. om måneden afhængigt af kvalifikationer
- Flextid
- Pension
- Sundhedsforsikring
Vordingborg Køkkenet som arbejdsplads
Vordingborg Køkkenet er et af Danmarks største køkkenfirmaer. Vi har et solidt brand, da vi har været i branchen siden 1963. Kommunikationsvejen er kort, og referencen mellem dig og ledelsen er tæt, så der er ikke langt fra tanke til handling. Vi tror på dynamik på arbejdspladsen, og at det skal være sjovt at gå på arbejde.
Har du lyst til at være en del af os, så gå til tastaturet og send os en ansøgning hurtigst muligt. Vi holder nemlig samtaler løbende og ansætter, når vi har fundet den rette kandidat.
Tip en venAndre stillinger