Møllerikoordinator

Aurion A/S Publiceret 13. februar 2019 07:33:06

Kan du stå i spidsen for vores mølleri med stenkværne og sikre kvalitet i både styring, planlægning og produktion, så har du nu muligheden for at blive møllerikoordinator hos en af Nordens førende producenter af biodynamiske og økologiske råvarer.

Som møllerikoordinator får du ledelsesansvaret for vores mølleri, hvor du planlægger og styrer processerne og sikrer med din maskinforståelse og tekniske indsigt mølleriets driftsmæssige funktionalitet, herunder bearbejdelse af svind, fejl og produktionsoptimering. I tæt samarbejde med produktionschefen sikrer du, at produktionsplanlægningen gennemføres som planlagt, herunder råvaredisponering og indtransport af korn.

Overblik og drive

Din erfaring og indsigt i kornarter og kornsorter betyder også, at du forstår vigtigheden af planlægning, målstyring, kvalitetsstyring og -sikring. Derfor har du stort overblik og drive og indgår som en aktiv del af mølleriteamet. Her bidrager du også med sparring til den kvalitetsansvarlige om egenkontrol og produktionskvalitet, sikrer hygiejne og rengøring og sørger for, at vedligehold og reparationer udføres til tiden.

Erfaring i medarbejderledelse

Du kan varetage planlægning og effektuering af medarbejdernes arbejdsfordeling, herunder udarbejdelse af arbejdsplaner. Som person er du selvstændig, indlevende og kulturskabende og med din erfaring i ledelse af medarbejdere, falder det dig naturligt løbende at coache medarbejderne gennem faglig dialog og ikke mindst sikre grundig oplæring af nye medarbejdere, så vores faglighed opretholdes.

En udfordrende hverdag

Du er mølleriuddannet og gerne med erfaring fra mølleri med stenkværne. Du er drevet af en oprigtig interesse for økologiske, biodynamiske produkter og bæredygtig produktion, og derfor har du også både netværk og erfaring inden for området. Er du den rette til jobbet, bliver du en del af en spændende virksomhed med en udfordrende hverdag og rige muligheder for at skabe udvikling og resultater. Løn efter aftale.

For yderligere oplysninger kontakt Leif Poulsen, direktør hos POULSEN på telefon 75 39 34 31. Alle forespørgsler og ansøgninger behandles dybt fortroligt og videresendes kun til virksomheden efter aftale.

Hos Aurion er det vores mål at skabe balance i naturen og i mennesker. Det gør vi ved at producere ernæringsrigtige produkter af biodynamiske og økologiske råvarer. Kvalitet og innovativ tænkning har gjort Aurion til en af nordens førende producenter.

Tip en venSe andre stillinger hos POULSEN