printshare

Projektleder til Sjælland og København - "Landskab og Anlæg"

HedeDanmark Ledøje/Sorø, POULSENPubliceret 13. juli 2022
Ansøgningsfrist: Ikke angivet

Projektleder med ledelsesansvar til anlægs- og entreprenørafdeling

HedeDanmark a/s, Sjælland (Ledøje eller Sorø)

Selvkørende projektleder med proces- og anlægserfaring til projekter på Sjælland, primært København.

Vil du være med til at skabe både grå og grønne anlægsløsninger med en bæredygtig tilgang? Kan du stå for hele processen omkring eksempelvis gårdrenoveringer, byggeprojekter og parkanlæg fra tilbudsgivning til endelig aflevering? Kan du skabe gode relationer både internt til kolleger og eksternt til kunder og samarbejdspartnere? Så er du måske den projektleder, vi søger til HedeDanmarks Landskab og Anlæg, Sjælland.

Som projektleder hos HedeDanmark, Anlæg Øst kan du stå i spidsen for en anlægsgartner- og entreprenørafdeling med 1 formand og 10-15 medarbejdere, der gennemfører anlægsopgaver for offentlige kunder og private bygherrer. Projekterne omfatter bl.a. gårdrenoveringer, parker, LAR og øvrige "grå" anlæg. Udover daglig ledelse af projekter sikrer du et godt samarbejde med de øvrige forretningsområder i HedeDanmark og naturligvis med kunder og underleverandører.

Det er et ønske, at du som projektleder kan stå for dele eller hele processen i forbindelse med projekterne, herunder: Beregning, tilbudsgivning, projektering, indkøb, forhandling med bygherren, økonomi- og byggestyring, byggemøder og endelig aflevering. Du får selvstændigt ansvar for projekternes økonomi med reference til regionschefen.

International og traditionsrig virksomhed

HedeDanmark a/s er en international anlægs-, handels- og servicevirksomhed inden for det grønne område og har i dag udviklet sig til at være Danmarks største og ledende leverandør af pleje- og serviceydelser til skoven, det åbne land, have- og parkanlæg samt det åbne rum i byerne. Virksomheden arbejder overordnet for at bygge en bæredygtig fremtid med naturen som partner.

Divisionen Landskab og Anlæg, Sjælland står blandt andet for etablering af parker, gårdrenoveringer, LAR-projekter og større udendørs byggeprojekter. På Sjælland er der i øjeblikket to projektledere, to entrepriseledere, en projektlederassistent, fire formænd og regionschefen. Projekterne ligger typisk i størrelsesordenen 250.000 til 15 mio. kr.

Erfaring med ledelse og kundepleje

Du har en baggrund som ingeniør, bygningskonstruktør, anlægsgartner eller lignende og erfaring med styring af anlægsprojekter og ledelse af projektteams. Din erfaring omfatter desuden kundepleje og relationssalg samt beregning og tilbudsgivning. Derfor har du også gode IT-kundskaber og gerne erfaring med Sigma og ERP. Arbejdspladsen er som udgangspunkt i Sorø eller Ledøje.

Den ideelle kandidat kan som nævnt varetage hele processen omkring projekterne, herunder ikke mindst beregning og tilbudsgivning. Du får en central rolle i en traditionsrig og veldrevet virksomhed med økonomisk og miljømæssig bæredygtighed som omdrejningspunkt.

Ansøgning og kontakt

Søg stillingen her på siden.

For yderligere oplysninger kontakt POULSEN på telefon 75 39 34 31. Alle forespørgsler og ansøgninger behandles fortroligt og videresendes kun til virksomheden efter aftale.

Om HedeDanmark

HedeDanmark plejer, vedligeholder og udvikler naturværdier til gavn for mennesker, miljø, klima og samfund i Danmark og internationalt. Faglighed, værdiskabelse og nytænkning er kerneværdierne i virksomheden. HedeDanmark, der har ca. 1.000 medarbejdere på 25 kontorer i Danmark og kontorer i en række andre lande, er en del af Hedeselskabet, som har skabt grøn innovation siden 1866. Se mere på hededanmark.dk

 

Tip en venAndre stillinger