Frisk og kreativ konceptmedarbejder søges
Hos Vordingborg Køkkenet søger vi en frisk og kreativ konceptmedarbejder til en nyoprettet stilling i vores konceptafdeling. Konceptafdelingen ligger på vores hovedkontor i Vordingborg, og her supporterer vi vores sælgere online i hele Danmark. Brænder du for at lære nyt? Er du derfor god til at holde styr på detaljerne? Trives du med kontorarbejde? Og har du et kreativt øje og sans for indretning? Så læs med her.
Om afdelingen og jobbet
I vores konceptafdeling sidder vores enmandshær, Daniel, og har rygende travlt. Som Daniels nye kollega får du mulighed for at lære fra en af vores bedste sælgere og dygtigste tegnere. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores sælgere i butikker over hele landet. Vi hjælper nemlig med at yde sparring, så designforslag af køkken, bryggers eller badmiljøer til vores kunder bliver optimeret og personliggjort bedst muligt.
Du bliver den, de rækker ud til, når de har brug for:
- Online-sparring på det visuelle udtryk i deres projekter.
- Hjælp til at forme en skarp og personliggjort salgsstrategi, der rammer plet hos kunden.
- Redskaber og guidelines, der gør det nemt at bruge vores koncept i hverdagen.
Du bliver med andre ord bindeleddet mellem vores koncept og vores sælgere, og du sikrer, at vores kunder altid møder et inspirerende, professionelt og ensartet udtryk i det designforslag af deres nye køkken, bryggers eller badmiljø, de får præsenteret af vores sælgere - uanset hvilken butik de besøger.
Du refererer direkte til Daniel, som er leder af konceptafdelingen og bliver en del af en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, plads til humor og masser af dialog og samarbejde.
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Yde support og vejledning via mail, telefon, Teams og TeamViewer.
- Give konstruktiv feedback på salgsstrategi og udsmykningen af sælgernes projekter.
- Udarbejde guidelines og materiale, der hjælper sælgerne med at bruge konceptet i praksis.
- Understøtte onboarding og udvikling af både nye og erfarne sælgere.
- Varetage administrative ad hoc-opgaver i afdelingen.
Om dig:
- Du er idérig og har kreativ sans.
- Du kan formidle idéer og konceptet klart og enkelt - både mundtligt og skriftligt.
- Du er struktureret, hjælpsom og har lyst til at gøre vores sælgere endnu bedre.
- Du behøver ikke have erfaring med køkkensalg - vi lærer dig op!
Om Vordingborg Køkkenet
Vordingborg Køkkenet er et af Danmarks største køkkenfirmaer. Vi har et solidt brand, da vi har været i branchen siden 1963. Kommunikationsvejen er kort og referencen mellem dig og ledelsen er tæt, så der er ikke langt fra tanke til handling. Vi tror på dynamik på arbejdspladsen, og at det skal være sjovt at gå på arbejde.
Lyder dette som jobbet for dig? Så send din ansøgning allerede i dag - vi indkalder nemlig løbende til samtale.
Tip en venAndre stillinger