ARoS søger udstillingsarkitekt

ARoS Aarhus Kunstmuseum 

ARoS er i vækst og søger en erfaren og talentfuld udstillingsarkitekt til design af udstillingsmiljøer, formidling og grafisk opsætning. 

 

Museet har de seneste år gennemgået en markant udvikling med stigende besøgstal, en ambitiøs 10-årsplan - ARoS Vision 2033 - og opnået højeste klassificering blandt statsanerkendte museer.

 

Vi udvikler årligt 6-8 store udstillinger med tilhørende events, fordelt på museets gallerier, Salling Galleriet og Art Square. 

 

Du bliver en del af den kunstfaglige afdeling med fire kuratorer, en postdoc, to koordinatorer, en registrar og en arkitekt - et tæt samarbejdende team, der sammen med chefkuratoren og husets øvrige afdelinger udvikler museets udstillingsprogram.

 

Dine opgaver og kompetencer

Som udstillingsarkitekt arbejder du, sammen med en kurator (projektleder) og et udstillingsteam, med at fortolke og designe udstillingsmiljøer, der er skræddersyet til udstillingernes koncept. Derudover vil du i samarbejde med museets øvrige arkitekt arbejde strategisk med indretning og optimering af museets publikumsarealer. 

Du har en naturlig interesse og erfaring med ledelse af processer, udvikling og (produktions)tegning af rumlige designs og specialmøbler, samt opsætning af tekst og grafisk produktion. Du tænker konceptuelt og i helheder, med respekt for samspillet mellem kunst, formidling til forskellige målgrupper og arkitektur, og du motiveres af løbende at nytænke gæstens arkitektoniske møde med kunsten. Du spænder bredt i dine arbejdsopgaver - fra detaljeorienterede opgaver til overordnede strukturer - altid med publikums og kunstens perspektiv for øje.

 

Du bidrager med viden til problemløsning i forbindelse med opbygning af installationer og samarbejder tæt med installations- og teknikerteams for at sikre de bedste udstillingsresultater inden for budget, museets kunstneriske ambitioner samt bæredygtighedsprofil og i overensstemmelse med ABR 89 og gældende SBi-anvisninger. 

I samarbejde med kuratorer og formidlere udvikler du rumlige koncepter og leverer ekspertise til teknisk afdeling i omdannelsen af æstetiske koncepter til tekniske løsninger.

 

Du er uddannet i relevante softwarepakker som CAD-programmer (f.eks. Rhino) og Adobe design suites, og du har museumserfaring med design af udstillingsmiljøer og grafisk opsætning på institutionelt niveau. Du er vant til at arbejde i tværfaglige teams uden for det arkitektoniske miljø.

 

Vi leder efter dig, der:

  • Har museumserfaring med projektledelse af designprocesser 
  • Trives i at lede flere simultane projekter i samspil med andre fagligheder
  • Er en problemløser
  • Kommunikerer klart og præcist
  • Er fleksibel og fremsynet
  • Behersker dansk og engelsk i skrift og tale

 

Vi tilbyder:

  • Mulighed for at arbejde i en dynamisk og voksende kunstinstitution med en ambitiøs 10-års visionsplan
  • Deltagelse i udviklingen af store, anerkendte udstillinger og kunstneriske oplevelser for over 600.000 besøgende årligt
  • Samarbejde i et dedikeret, tværfagligt team bestående af kuratorer, koordinatorer, tekniske specialister og kunstnere
  • En arbejdsplads med fokus på bæredygtighed og ansvarlighed i museets drift og udstillinger
  • Varierede arbejdsopgaver, der spænder fra konceptudvikling til teknisk og logistisk problemløsning
  • Mulighed for at bidrage til museumsoplevelsen fra det detaljerede design til de overordnede arkitektoniske rammer
  • Arbejde i en international og kulturelt åben organisation med kommunikation på både dansk og engelsk
  • Et kreativt og inspirerende miljø, hvor der er plads til nytænkning og innovation i mødet mellem kunst og arkitektur
  • Mulighed for at påvirke gæsternes oplevelse gennem nytænkning af rum og udstillingers arkitektur

 

Ansættelsesforhold 

Stillingen er på 37 timer om ugen med fleksibel arbejdstid. 

Forventet løn- og pensionsniveau er på i alt ca. 40.000 kr. - der kan evt. forhandles et mindre tillæg hertil.

Stillingen refererer til Leder af samlings- og udstillingsadministration.

 

Ansøgningsfrist og tiltrædelse

Hvis stillingen er lige dig, og du kan identificere dig med ARoS, så send os din ansøgning, portfolio og CV. 

Ansøgningsfrist: 9. november 2025

Samtaler finder sted: 18. november 2025

Stillingen ønskes besat: 1. januar 2026

 

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte arkitekt Lotte Helle-Valle på 2982 2580.

 

ARoS - hvor kunsten lever

ARoS er et af Nordeuropas førende kunstmuseer med en samling på mere end 8.300 værker af danske og internationale kunstnere. Museet præsenterer årligt 6-8 store udstillinger og er hjemsted for ikoniske værker som Olafur Eliassons Your rainbow panorama (2011), Ron Muecks Boy (1999) - og i 2026 The Dome, a Skyspace by James Turrell.

 

I 2025 åbnede museet den første del af udvidelsen The Next Level - det underjordiske galleri, Salling Galleriet, dedikeret til stedsspecifikke installationer. I 2026 følger The Dome, som vil cementere ARoS’ position som en nyskabende og internationalt orienteret institution.

 

Hvert år besøger over en halv million gæster museet for at opleve kunsten, arkitekturen, ARoS’ Butik, Café og restaurant. Nu søger vi dig, der vil være med til at forme fremtidens kunstoplevelser.

Tip en venAndre stillinger

Publiceret13. oktober 2025

Ansøgningsfrist9. november 2025

KontaktLotte Helle-Valle 2982 2580

Arbejdsstedets adresseAros, Aros Allé 2, 8000, Aarhus C, DNKÅbn i Google Maps