ARoS søger formidlingsudvikler med ansvar for undervisning, rundvisninger og formidlingsassistenter

ARoS Aarhus Kunstmuseum 

Vil du gøre ARoS relevant for skoler og ungdomsuddannelser?

ARoS har, som et af Nordeuropas førende kunstmuseer og Danmarks mest besøgte kunstmuseum blandt børn og unge, en unik mulighed og et særligt ansvar for at skabe inspirerende og tilgængelige møder med kunsten. Hvert år har vi over 120.000 besøg af børn og unge og mere end 1.000 besøg af skoleklasser.

De mange besøg kommer ikke af sig selv. De bygger på stærke undervisningsforløb og rundvisninger, der gør kunsten interessant, relevant og tilgængelig. Det skal vi holde fast i - samtidig med at vi skal udvikle os og finde nye veje til at gøre ARoS relevant for skoler og kunsten tilgængelig for endnu flere børn og unge.

Derfor søger vi en formidlingsudvikler, der både har lyst til at drive og sikre kvaliteten i det, der allerede fungerer godt, og som samtidig har et stærkt blik for nye muligheder.

ARoS’ formidlingsafdeling Public Engagement står samtidig midt i en ambitiøs udvikling. Som en del af ARoS' Vision 2033 udvikler afdelingen en ny strategi, der skal styrke museets relation til publikum og gøre ARoS til en endnu mere betydningsfuld del af vores gæsters kulturelle og sociale fællesskab. Strategien omfatter blandt andet undervisningsprogrammer, nye formidlingsformater, partnerskaber og udvikling af nye fysiske rammer, herunder kreative værksteder.

 

Jobprofil

Public Engagement består af fem formidlingsudviklere, en studentermedhjælper og cirka 20 formidlingsassistenter (studerende), der gennemfører rundvisninger og bidrager til museets formidlingsindsats. Formidlingsudviklerne har hver deres ansvarsområder, og dine vil være:

  • Teamkoordinering af formidlingsassistenterne. Du rekrutterer og onboarder assistenterne, holder teammøder, sikrer den daglige, faglige sparring og koordinerer arbejdsopgaver. Samtidig har du fokus på trivsel og samarbejde og på, at assistenterne er fagligt klædt på og trygge ved at gennemføre forskellige typer rundvisninger med høj kvalitet og nærvær.
  • Udvikling og drift af undervisningsområdet - hovedsageligt for folkeskoler, men også for ungdomsuddannelser. Du udvikler læringsforløb og udarbejder blandt andet undervisningsmaterialer til udvalgte særudstillinger i tæt samarbejde med museets kunstfaglige afdeling.
  • Udvikling af rundvisninger i samarbejde med formidlingsassistenterne - både til skoler, uddannelser og til private grupper og virksomheder.
  • Samarbejde med skoler og eksterne partnere, herunder vores partnerskabsskoler, Skoletjenesten og Børnekulturhuset samt ULF i Aarhus (Undervisnings- og Læringsforløb).
  • Styrke underrepræsenterede skolers brug af ARoS gennem afdækning af barrierer og udvikling af målrettede indsatser.
  • Ansvar for booking af rundvisninger for skoler, erhverv og private grupper. En studentermedhjælper er ansat 11 timer om ugen til at hjælpe med opgaven.

 

Din profil

Vi søger en kollega, der trives med både udvikling og den løbende drift samt kvalitetssikring af et område med mange aktiviteter og samarbejdspartnere. Du skal samtidig have lyst til at være tæt på formidlingsassistenterne og bruge cirka en tredjedel af din arbejdstid som deres teamkoordinator og faglige sparringspartner.

Vi lægger derudover vægt på, at du:

  • er en holdspiller, der ser godt samarbejde - i afdelingen, på tværs af museet og med eksterne samarbejdspartnere - som afgørende for, at vi lykkes med vores opgaver
  • har erfaring med at udvikle læringsforløb på museer i Danmark
  • har indsigt i skolernes faglige og didaktiske rammer og blik for de muligheder og barrierer, der er afgørende for at udvikle museumstilbud, som er relevante og anvendelige for skoler
  • er nysgerrig på, hvordan vi kan udvikle nye tilbud og formater, der gør kunsten vedkommende og tilgængelig for flere børn og unge.

Vi forventer, at din uddannelses- og erfaringsbaggrund matcher én af følgende to profiler:

  1. Du har en relevant uddannelsesbaggrund inden for kunsthistorie, æstetik og kultur eller museologi kombineret med mindst tre års erfaring med at udvikle lærings- og undervisningsforløb målrettet skoler.
  2. Du har en relevant uddannelsesbaggrund inden for læring og didaktik kombineret med mindst tre års erfaring med formidling og udvikling af læringsforløb på en kunst- eller kulturinstitution.

 

Vi tilbyder

Du får en nøgleposition på ARoS og bliver en del af et fagligt stærkt og tillidsfuldt team med fem andre fastansatte kolleger. Du får engagerede og kompetente kolleger, der er optagede af at udvikle ARoS og sammen skabe oplevelser i verdensklasse.

Din arbejdsplads ligger i hjertet af Aarhus med blandt andre Aarhus Symfoniorkester, Musikhuset, Aarhus Festuge, Børnekulturhuset, Bora Bora, Godsbanen og Den Gamle By som nære naboer og gode samarbejdspartnere.

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Du refererer til afdelingslederen for Public Engagement.

Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomst indgået mellem Staten og Dansk Magisterforening. Startlønnen ligger på 35.732 kr. pr. måned inkl. pension. Alt efter din relevante erhvervserfaring og anciennitet vil lønnen jf. basisindplaceringen kunne være op til 43.541 kr. pr. måned inkl. pension.

Derudover kommer et funktionstillæg til stillingen grundet de særlige ledelsesfunktioner på 4.132 kr. pr. måned inkl. pension samt et funktionstillæg på 961 kr. pr. måned inkl. pension for lejlighedsvis arbejde på aftener og ferieperioder i forbindelse med arrangementer i Public Engagement.

Hvis du ikke allerede har erfaring som teamkoordinator eller en relevant uddannelse inden for teamkoordinering, vil du blive tilbudt et kompetenceudviklingsforløb på området.

Har du uddybende spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til Stinne Skammelsen (Publikums- og stabchef) på stsk@aros.dk.

 

Processen

Ansøgningsfrist for at indsende CV og en motiveret ansøgning er den 15. september 2026. 

1. samtale er den 22. september i tidsrummet 8-16, og vi forventer at indkalde fire til fem kandidater til første samtale.

Hvis vi mener, der er behov for det, afholder vi 2. samtale den 25. september i tidsrummet 12-16.

Vi ønsker stillingen besat pr. 1. november 2026. 

Vi glæder os til at høre fra dig - og ser meget frem til at læse din ansøgning og dit CV.

 

Om ARoS

ARoS er et internationalt kunstmuseum midt i Aarhus med seks gallerier, et offentligt Art Square og en hel etage dedikeret til installationskunst. Flere end 600.000 besøgende kommer årligt til ARoS for kunstneriske oplevelser, for at shoppe i ARoS Butik, spise i ARoS Café og Orangeri eller blot nyde den ikoniske arkitektur og beliggenhed. Med det nyligt åbnede Skyspace af James Turrell, As Seen Below, og nye kunstneriske satsninger har vi ambitiøse mål om at tiltrække endnu flere gæster.

Tip en venAndre stillinger

Publiceret27. august 2026

Ansøgningsfrist15. september 2026

KontaktStinne Skammelsenstsk@aros.dk

Arbejdsstedets adresseAros, Aros Allé 2, 8000 Aarhus C, DanmarkÅbn i Google Maps