Centerchef med overblik og drive til headspace Aabenraa, Haderslev og Esbjerg
headspace søger en ny centerchef, og vi leder efter dig, der virkelig brænder for unges trivsel og for at være en del af et vigtigt mentalt sundhedsfremmende tilbud til børn og unge i alderen 12-25 år. I rollen som centerchef vil du ikke kun sætte retningen for vores centre, men også lede et dedikeret team af medarbejdere og engagerede frivillige.
Du vil have ansvaret for at styrke og udvikle vores samarbejde med kommunerne og andre vigtige partnere. Din evne til at opbygge og pleje relationer vil være afgørende for at sikre en helhedsorienteret indsats, der imødekommer behovene hos børn og unge, der dagligt besøger headspace.
Et job med mening
headspace har i mere end 10 år været nogen at tale med for børn og unge i hele landet. I alle årene har vi arbejdet for at sætte børn og unges mentale trivsel øverst på dagsordenen. Vi arbejder i et unikt tværsektorielt samarbejde med kommuner og regioner til gavn for den enkelte unge, der kommer til os for hjælp. Vi tilbyder et fortroligt rum, hvor børn og unge i aldersgruppen 12-25 år anonymt kan få nogen at tale med og samtidig hurtigt kan brobygges videre, hvis vi ser behov for andre kræfter. Desuden udvikler vi løbende vores sundhedsfremmende indsats på skoler og uddannelsesinstitutioner landet over. En af de bærende værdier er, at vi møder børn og unge med positive forventninger og på deres egne præmisser. Vi er i dag til stede i 32 byer landet over med 34 headspace-centre.
Du vil blive en del af en sprudlende organisation, der til tider jonglerer med mange forskellige bolde, men altid med afsæt i vores fælles værdigrundlag. Vi hylder den uformelle tone og har en anerkendende tilgang til, at vi alle bidrager med noget, men sammen kan meget mere.
Primære ansvarsområder
- Fortsat udvikling af headspace Aabenraa, Haderslev og Esbjerg, så endnu flere unge og samarbejdspartnere kender til headspace, herunder udvide og udvikle tværgående samarbejder samt sikre udbredelsen af headspace til børn og unge i hele kommunen.
- Sammen med medarbejderne sikre den faglige retning i centrene med udgangspunkt i vores nationale kvalitetsmodel.
- Ledelse af 8 ungerådgivere og projektansatte og omkring 35-40 frivillige. Du skal desuden arbejde tæt sammen med de kommunale og regionale medarbejdere, som er tilknyttet headspace i de enkelte kommuner.
- Sikre implementering af nye initiativer drevet af headspace Danmark og bidrage til udviklingen af vores mentalt sundhedsfremmende udgående indsats i samarbejde med de lokale skole- og uddannelsesinstitutioner.
- Fastholde og udvikle lokalt netværk med kommunale nøglepersoner, relevante kontakter i det øvrige civilsamfund, private virksomheder samt andre relevante lokale aktører. Som altid i headspace går vi efter tværsektorielle løsninger med fokus på mental sundhedsfremme og tidlig forebyggelse af mistrivsel.
- headspace Esbjerg er rugekasse for en række spændende projekter, hvor vi undersøger, hvordan metoder og tilgange i headspace kan bruges i andre sammenhænge og af andre aktører. Du vil blive en primær drivkraft for disse projekter, og det vil være en fordel, at du har erfaring med projektledelse og aktionslæring og et stærkt netværk i lokalområdet.
Om dig som centerchef
Vi søger en leder, der med sit store engagement og netværk kan drifte selvledende teams og sammen med medarbejderne udvikle headspace i de tre kommuner til gavn for børn og unge.
Det kræver, at du:
- har en anerkendende ledelsesstil, der skaber tillid og tryghed, formår at have fokus på medarbejdertrivsel i en hektisk hverdag og kender værdien af at udvikle praksis gennem involvering og medejerskab,
- har dokumenteret ledererfaring, en relevant uddannelsesmæssig baggrund og ser det som en spændende udfordring at få lønnede ansatte og de mange frivillige medarbejdere til at spille sammen i hverdagen. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra arbejde med frivillige,
- har solid erfaring med børn og unge og de udfordringer, de har i dagens Danmark og kan bringe den viden i spil i headspace,
- har et godt lokalt netværk i forhold til erhvervsliv, civilsamfundstilbud, kommunale aktører mv.,
- har overblik og evnerne til at fastholde en stabil drift af centrene i en nytænkende organisation, der vender kendte tankesæt på hovedet, afprøver nye samarbejdsmetoder og koncepter og samtidig holder fast i grundstenene i headspace,
- er indstillet på fleksible arbejdstider og lejlighedsvis arbejde i weekenden,
- har lyst til at blive en del af en national ledergruppe af centerchefer, der visionært sætter retningen for headspace i samarbejde med sekretariatet i headspace Danmark, og hvor faglig og kollegial sparring er i højsædet,
Ved spørgsmål til stillingen, ring til centerchef Line Brix Madsen mandag den 18. november 2024 i tidsrummet 09.00 - 11.00 på telefon 5361 0487.
Løn- og ansættelsesforhold
- Skæve arbejdstider samt nogen rejseaktivitet må forventes.
- Løn forhandles individuelt.
- Tiltrædelse snarest muligt.
Ansøgningsfristen er onsdag den 27. november 2024, kl. 12.00.
Send din ansøgning inkl. CV og eksamensbevis.
Du bedes tydeligt mærke mailen med "Syd- og Sønderjylland" i emnefeltet. For ansøgere, der indkaldes til samtale, bedes der fremsendt aktuel indhentet straffeattest, og der vil blive indhentet børneattest.
Første runde ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 49 i København, og anden runde afholdes i uge 51 i København. Du skal være indstillet på at løse en hjemmeopgave, hvis du går videre til anden samtale. Vi dækker dine evt. transportudgifter.
Om headspace
headspace Danmark arbejder for, at unge mellem 12-25 år hurtigt skal have mulighed for at få hjælp og støtte til problemer, de måtte have, og dermed komme tilbage på sporet af deres eget liv igen.
Der er tale om et initiativ med mere end 10 års erfaring, der favner både professionelle og frivillige i et nytænkende arbejdsfællesskab, som skal hjælpe de unge på deres egne præmisser. Vi har de første 10 år haft samtaler med mere end 80.000 børn og unge og været i kontakt med mere end 400.000 børn og unge i forbindelse med oplæg og workshops på skoler, ungdomsuddannelser mv. landet over.
Du kan læse mere om headspace på vores hjemmeside: www.headspace.dk
Tip en venAndre stillinger