Studentermedhjælper

headspace chatten, Gentofte, headspace

headspace søger en studentermedhjælper 12 timer om ugen til faglig sparring for vores frivillige chatrådgivere 

  

headspace er et initiativ under Det Sociale Netværk. Vi tilbyder gratis og anonym rådgivning ansigt-til-ansigt og via chat til børn og unge i alderen 12-25 år, som har brug for nogen at tale med. I headspace er intet for stort eller for småt, og vi møder de unge på deres præmisser. Vores chatrådgivning er placeret centralt i Storkøbenhavn i sit eget center, hvor de frivillige er særligt klædt på til samtaler med unge via chatmediet. Chatrådgivningen er nationalt dækkende, og vi er derved i kontakt med børn og unge fra hele landet. 

Læs mere på https://headspace.dk/chatten/ 

  

Som studentermedhjælper hos os vil du blive en del af et team på 4 medarbejdere, der på skift har ansvaret for den faglige sparring af den dygtige frivilliggruppe i vores chatcenter. Din primære opgave vil derfor være at guide de frivillige undervejs i chatsamtaler med de unge, der kontakter headspace. Derudover vil din opgave bestå i at de-briefe de frivillige efter samtalerne, og generelt være med til at skabe en tryg og rar stemning under de frivilliges vagter i headspace chatten. Ved enkelte lejligheder vil du også selv varetage chatsamtalerne med de unge - men din opgave vil som regel bestå i at være "vært", sparringspartner og skabe faglig tryghed og en hyggelig stemning for de frivillige, som varetager chatten. Du vil naturligvis blive klædt grundigt på til denne funktion, ligesom du løbende vil deltage i personalemøder, samt modtage sparring og supervision. 

  

Om dig 

Du kan enten være under uddannelse indenfor det pædagogiske, psykologiske, sundheds- eller socialfaglige område eller have afsluttet din uddannelse. Er du studerende, skal du have minimum 1 år tilbage af din uddannelse. 

Du har et stort hjerte for børn og unge og brænder for at møde dem på deres præmisser - med tålmodighed, anerkendelse og varme. 

Du er tillidsvækkende, ansvarsbevidst og har en faglig robusthed og ro, som gør, at du kan håndtere udfordrende situationer med en sårbar målgruppe. Du har gerne en erfaring med relationsarbejde, der gør dig tryg ved mødet med børn og unge, der er et svært sted i deres liv. Kendskab til chatrådgivning er en fordel. 

Du er god til at ’læse’ andre mennesker og synes det er spændende at arbejde med at skabe tryghed, motivation og øge fagligheden i en skøn og divers frivilliggruppe. 

Du har mulighed for at arbejde i aftentimerne to gange om ugen og er derudover fleksibel i forhold til arbejdstider. Dine arbejdstider vil som regel ligge i tidsrummet 16-22 mandag-torsdag, men nogle gange om måneden vil der være mødeaktivitet om formiddagen. 

 

Du bliver en del af 

Et bredtfavnende fagligt fællesskab med fokus på det stærke samarbejde og gode humør. Et fællesskab hvor vi træder til når der er brug for hjælp og møder hinanden åbent, anerkendende og nysgerrigt, uanset hvad der måtte være på spil. Derfor indebærer stillingen også tæt kollegial sparring med dine daglige kollegaer og din leder. 

En spændende, alsidig arbejdsplads med fart over feltet, højt til loftet, masser af ildsjæle og stort engagement i børn og unges trivsel. Vores organisation er præget af nysgerrighed, stort mod til at gøre ting på nye måder og stor tillid til den enkelte medarbejder.  

 

Det praktiske 

Ansøgningsfristen er onsdag den 5. juni kl. 12 2024. Vi forventer at afholde samtaler tirsdag den 11. juni mellem 12-16.  

Stillingen er med opstart midt juni (eller hurtigst muligt derefter). Din gennemsnitlige arbejdstid vil være 12 timer om ugen. Din arbejdsadresse vil være placeret i Hellerup. 

Du er velkommen til at kontakte centerchef Rasmus Stage på rs@headspace.dk eller 25974449, hvis du vil høre mere om stillingen.  

 

Tip en venAndre stillinger

Publiceret15. maj 2024

Ansøgningsfrist5. juni 2024

Arbejdsstedets adresseHellerupvej 24, 2900 Hellerup, DanmarkÅbn i Google Maps