Kok søges til Storebælt Sinatur Hotel & Konference i Nyborg
Vi søger en dygtig og passioneret kok, der har lyst til at være en del af vores kreative og nørdede køkkenteam på Storebælt. Her laver vi alt fra bunden ud fra traditionelle forædlingsmetoder og sammensætter vores menuer med udgangspunkt i sæsonens friske råvarer.
Her bliver du en del af et dedikeret team, der tænker kvalitet frem for kvantitet. Og det forventer vi også, at du gør. Uanset om maden skal serveres på buffet til vores daglige konferencegæster eller som a la carte retter for private gæster og selskaber, går vi aldrig på kompromis med hverken smag, æstetik eller den gode historie.
Gastronomi, natur og nærvær er de tre kerneværdier, der danner udgangspunktet for vores forretning. Vi arbejder hver dag på at bevise, at bæredygtige ambitioner og omtanke for naturen ikke betyder afsavn og kedelig mad på tallerkenerne. Tværtimod. Vi mener, at lokale, sæsonbetonede råvarer er en langt større luksus end importerede og eksotiske grøntsager og udskæringer nogensinde bliver. At små lokale producenter er værd at støtte op om. At dyrevelfærd giver bedre produktioner, og at et fokus på madspild gør os til bedre håndværkere.
Hos os har du rig mulighed for at udfolde dine eksperimenterende og kreative sider og får stillet de absolut bedste råvarer til rådighed. Alle seks Sinatur-hoteller har, som den eneste danske hotelkæde, Det Økologiske Spisemærke i sølv, hvilket betyder, at 60-90 % af vores mad- og drikkevarer er økologiske.
Vi forventer at du:
- Er faglært kok og/eller har erfaring fra en lignende stilling
- Er ambitiøs og sætter en ære i at levere det bedste hver gang
- Er en god kollega med fokus på et godt fællesskab
- Er selvstændig og har masser af teamspirit, og så skal du selvfølgelig være stabil og engageret i dit arbejde
En god arbejdsplads: I Sinatur værner vi om vores medarbejdere og arbejder målrettet med at skabe et godt arbejdsmiljø med plads til forskelligheder, fællesskab, fleksibilitet og individuel udvikling. Vi tilbyder trygge og gode ansættelsesforhold, en attraktiv lønpakke inkl. pensions- og sundhedsordning og flere attraktive personalegoder.
Vil du vide mere? Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte køkkenchef, Henrik Larsen på hela@sinatur.dk, mobil 28491999.
Ansøgning og tiltrædelse: Har du lyst til at være en del af Sinatur-holdet og kan du genkende dig selv i ovenstående? Så hører vi meget gerne fra dig. Stillingen ønskes besat den 1. marts 2025 Ansøgning linket nedenfor.
Om os: Storebælt er en del af hotelkæden Sinatur Hotel & Konference, der består af i alt seks unikke hoteller med smuk natur som fællesnævner. Alle Sinatur hotellerne har høje ambitioner, når det kommer til at passe på naturen og drive en bæredygtig forretning. Vi har en række ambitiøse mål på naturens vegne, der blandt andet betyder, at vi i udgangen af 2020 er blevet B Corp certificeret. Det er en dokumentation på, at vi lever op til de højeste bæredygtige standarder indenfor miljømæssige og sociale forhold. Vi er på en spændende grøn rejse, som kun lige er begyndt, og som du får rig mulighed for at være en del af.
Tip en venAndre stillinger