Ansvarlig cafémedarbejder, Højer Mølle

Højer Mølle, Museum Sønderjylland

Ansvarlig museumsvært til Højer Mølle - genopslag

Brænder du for at skabe gode gæsteoplevelser, har du en naturlig sans for koordinering, kombineret med en passion for madlavning og bagning? Så er det måske dig, vi søger som ansvarlig museumsvært på Højer Mølle!

Om Højer Mølle
Højer Mølle er en historisk perle i Tøndermarsken og Nationalpark Vadehavet. Med en velbevaret mølle fra 1857, spændende udstillinger og en hyggelig café i den gamle møllerbolig tiltrækker vi gæster fra nær og fjern. Vores café er kendt for hjemmelavet bagværk, herunder den populære Brø’Torte, og vi lægger stor vægt på kvalitet og lokale råvarer.

Din rolle som ansvarlig museumsvært
Som ansvarlig museumsvært bliver du omdrejningspunktet for den daglige drift på Højer Mølle. En væsentlig del af jobbet består i at koordinere med det øvrige team, så arbejdsdagen fungerer optimalt, og vores gæster mødes med høj service og en imødekommende atmosfære. Derudover vil du spille en central rolle i cafédriften, hvor du sammen med teamet skal sørge for indkøb, tilberedning af lette retter og servering.

Dine opgaver inkluderer:

  • Koordinering: Planlægning af vagtplaner, og sikring af at arbejdsopgaverne bliver løst tilfredsstillende i hele teamet.
  • Cafédrift: I samarbejde med det øvrige team, skal I udvikle menuer med fokus på sæson og lokale råvarer samt praktiske opgaver i køkkenet som bagning og tilberedning
  • Sikre, at café, butik og udstillinger altid fremstår indbydende og klar til gæster
  • Økonomisk styring og indkøb i samarbejde med enhedslederen
  • Planlægning og afvikling af events og arrangementer i tæt samarbejde med kolleger på stedet og i Museum Sønderjylland
  • Service og værtskab i caféen, butikken og udstillingerne
  • Ad hoc-opgaver, der sikrer en god helhedsoplevelse for gæsterne

Vi søger dig, der:

  • Har erfaring fra cafédrift eller køkkenarbejde og en interesse for madlavning og bagning
  • Har erfaring som teamkoordinator eller lyst til at udvikle dig i en ansvarlig rolle
  • Er udadvendt, imødekommende og brænder for at skabe gode gæsteoplevelser
  • Behersker dansk, tysk og engelsk til at servicere gæster fra både lokalområdet og udlandet
  • Er struktureret, ansvarsbevidst og kan bevare overblikket i travle perioder
  • Har interesse i lokalområdet og lyst til at bidrage til formidlingen af Højer Mølles unikke historie

Vi tilbyder:

  • En spændende stilling på et historisk museum med smukke omgivelser
  • Mulighed for at præge caféens profil og bidrage til udviklingen af stedets oplevelser
  • Et tæt samarbejde med engagerede kolleger på tværs af Museum Sønderjylland

Løn og vilkår:

  • Arbejdstid: 25 timer om ugen i vinterperioden (1. november - 31. marts) og 32 timer om ugen i sommersæsonen (1. april - 31. oktober), med mulighed for ekstra timer i højsommeren
  • Løn og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst med Kommunernes Landsforening
  • Weekend- og aftenarbejde vil forekomme
  • Ansættelsen er betinget af en acceptabel straffeattest

Ansøgning og kontakt:
Tiltrædelse: 1. marts 2025
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte enhedsleder Betina Lindberg Foder på Befo@msj.dk.

Send din ansøgning senest den 10. januar 2025 via linket herunder. Samtaler forventes afholdt den 17. januar 2025

Tip en venAndre stillinger

Publiceret18. december 2024

Ansøgningsfrist10. januar 2025

Arbejdsstedets adresseMøllegade 13, 6280 Højer, DanmarkÅbn i Google Maps